Navigation ImageGenereltNavigation ImageNavigation ImageArbejdsrettenNavigation ImageNavigation ImageTjenestemandsretterneNavigation ImageNavigation ImageFaglige voldgiftsretterNavigation Image 
Seneste domme
AR2011.0291  (21-02-2012)
Misbrug af ledelsesretten. ...

AR2009.0498  (26-01-2012)
Forpligtelse til rettidig udmøntning af specielle lønstigninger ikke til...

TR2011.0002  (25-01-2012)
Overskridelse af hviletid i forbindelse med COP 15 udgjorde ikke et brud...

AR2011.0001  (19-12-2011)
Forlængelse af opsigelsesvarsel ...

AR2010.0535  (24-11-2011)
Organisationsansvar og betydelig bod ...

 

NYT om Kollektiv Arbejdsret - september 2010

Udskriftvenlig version


Arbejdsretten

Tjenestemandsretterne

De faglige voldgiftsretter

De almindelige domstole

Litteratur

 

Arbejdsretten

Sammensætning

I forbindelse med udnævnelsen til præsident for Højesteret pr. 1. september 2010 er højesteretsdommer Børge Dahl med udgangen af juni fratrådt som formand for Arbejdsretten; og beskæftigelsesministeren har efter indstilling fra rettens ordinære dommere med virkning fra den 1. juli udnævnt højesteretsdommer Poul Søgaard som formand og højesteretsdommer Jytte Scharling som ny næstformand.  

 

Med hensyn til rettens sammensætning i øvrigt henvises til www.arbejdsretten.dk

 

Afsagte domme

Den fulde tekst kan ses på www.arbejdsretten.dk

 

Den 15. september 2010 (AR2010.0147)

LO for 3F mod DA for DI

 

Ikke godtgjort at virksomhed havde handlet organisationsfjendtligt

A havde siden 2007 været sikkerhedsrepræsentant i virksomheden P A/S, og sikkerhedsarbejdet havde fungeret gnidningsfrit. I efteråret 2009 blev han genvalgt som sikkerhedsrepræsentant, idet der ikke rettidigt havde været opstillet andre kandidater. A orienterede i en e-mail sin afdelingsleder om valget. Dagen efter modtog A fra afdelingslederen en e-mail, som P's direktør skulle have haft. I e-mailen stod der bl.a.: "Ja så skete det igen, A […] sidder nu klæbet til taburetten i 2 år mere, som sikkerhedsrepræsentant. Der var ellers kørt en anden i stilling til posten, men på grund af nogle underlige klubvedtægter og teknikalitet, blev der ikke afholdt et egentligt valg til posten og deraf blev A siddende. Nogle gode forslag til kunne slippe af med ham?" For Arbejdsretten var det spørgsmålet, om P havde udvist en organisationsfjendtlig handling i strid med Hovedaftalens § 1, og om DI havde pådraget sig et organisationsansvar ved at undlade at erkende virksomhedens overenskomstbrud. Arbejdsretten frifandt P og DI, og udtalte bl.a., at Hovedaftalens § 1 efter omstændighederne også vil kunne omfatte en parts utidige indblanding i et valg af sikkerhedsrepræsentant eller angreb på en valgt sikkerhedsrepræsentant, hvis indblandingen eller angrebet er begrundet i organisationstilhørsforholdet. Afdelingslederens e-mail til A havde et særdeles uheldigt ordvalg, men kunne ikke i sig selv anses for at udgøre et bevis for, at P havde blandet sig - eller forsøgt at blande sig - i valget af sikkerhedsrepræsentant eller gjort forsøg på at komme af med A som sikkerhedsrepræsentant. Heller ikke de afgivne forklaringer eller bevisførelsen i øvrigt gav grundlag for at antage, at P havde foretaget sig nogen handlinger rettet mod klager eller klagers medlemmer begrundet i organisationstilhørsforholdet.

 

Den 2. september 2010 (AR2010.0039)

LO for 3F mod DA for DI

 

Arbejdsgivere ikke forpligtede til at betale for chaufførers lovpligtige efteruddannelse

Bekendtgørelse nr. 337 af 28. april 2008 om kvalifikationskrav til visse førere af køretøjer i vejtransport fastsætter en række krav til erhvervschaufførers kvalifikationer og uddannelse, idet der bl.a. skal gennemføres en obligatorisk efteruddannelse hvert femte år. I ATL-overenskomsten mellem Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik og 3F var det bestemt, at "medarbejdere, der deltager i aftalte uddannelsesaktiviteter, oppebærer sædvanlig overenskomstmæssig løn." Der fandtes en tilsvarende bestemmelse i AKT-overenskomsten mellem 3F Transportgruppen og Handel Transport Service/Arbejdsgiverforeningen for Kollektiv Trafik. For Arbejdsretten var det spørgsmålet, om arbejdsgiverne var forpligtede til at afholde omkostningerne ved gennemførelse af ansatte chaufførers lovpligtige efteruddannelse, idet LO/3F gjorde gældende, at dette både fulgte af forpligtelsen til at udøve ledelsesretten, jf. Hovedaftalens § 4, stk. 1, og af overenskomsterne. Arbejdsretten frifandt arbejdsgiverne og udtalte, at der ikke af bestemmelserne i bekendtgørelsen kunne udledes en betalingsforpligtelse. Heller ikke efter ordlyden af Hovedaftalens § 4, stk. 1, eller efter den hidtidige forståelse af begrebet ledelsesret var der grundlag for at antage, at ledelsesretten som sådan skulle kunne danne grundlag for en betalingsforpligtelse. Arbejdsretten udtalte endelig, at det efter ATL- og AKT-overenskomsternes ordlyd var en betingelse for, at arbejdsgiverne skal betale for chaufførernes efteruddannelse, at denne er aftalt. Dette var ikke tilfældet med hensyn til den lovpligtige efteruddannelse, denne sag angik.

Tjenestemandsretterne

I forbindelse med udnævnelsen til præsident for Højesteret pr. 1. september 2010 er højesteretsdommer Børge Dahl fratrådt som formand for Tjenestemandsretten samt Den Kommunale og Regionale Tjenestemandsret; og præsidenten for Højesteret har i stedet med virkning fra den 1. juli udpeget højesteretsdommer Lene Pagter Kristensen som formand og højesteretsdommer Thomas Rørdam som ny næstformand.

 

Med hensyn til retternes sammensætning i øvrigt henvises til www.arbejdsretten.dk.

 

De faglige voldgiftsretter

Den fulde tekst kan ses på www.arbejdsretten.dk

 

Fortolkningsspørgsmål

 

Industriens overenskomst

Kendelse af 2. august 2010

Sag nr. FV2010.0022 Poul Søgaard

CO-industri for Fagligt Fælles Forbund mod DI Overenskomst I for Dansk Overflade Teknik A/S

Fortolkningen af industriens overenskomst (om arbejdsfordeling, hvor medarbejdere, som var opsagt forud for iværksættelse heraf, men endnu ikke fratrådt, ikke indgår)

 

Andre DI-overenskomster

Kendelse af 31. maj 2010

Sag nr. FV2010.0001 Poul Sørensen

3F Transportgruppen mod DI Overenskomst II ved DI for Arctic Container Operation A/S

Fortolkning af virksomhedsoverenskomst (rækkevidden af anciennitetsbestemmelse)

 

Tilkendegivelse af 3. juni 2010

Sag nr. FV2009.0255 Lene Pagter Kristensen (1. juni 2010)

CO-Industri for HK/Privat og Teknisk Landsforbund mod DI Overenskomst I for SK Forsyning A/S / SK Service A/S

Fortolkning af protokollat om tilpasningsforhandlinger (virksomheds forpligtelse til efter optagelse i DI at overholde bestemmelserne om fritvalgs lønkonto i industriens overenskomst og funktionæroverenskomst)

 

Tilkendegivelse af 22. juni 2010

Sag nr. FV2009.0225 Poul Sørensen (18. juni 2010)

3F - Transportgruppen mod DI /Arbejdsgiverforeningen for Danske Vaskerier for De Forenede Dampvaskerier A/S

Fortolkning af parternes overenskomst (smudstillæg til chauffører)

 

Tilkendegivelse af 25. juni 2010

Sag nr. FV2010.0038 Lene Pagter Kristensen (18. juni 2010)

CO-Industri for HK/Privat for et medlem mod DI Overenskomst 1 for Force Technology

Fortolkning af og afgørelse i henhold til parternes overenskomst (adgang til at give pålæg om afvikling af afspadsering før restferie)

 

Tilkendegivelse af 28. juni 2010

Sag nr. FV2010.0026 Poul Sørensen (21. juni 2010)

CO-industri for Dansk Metal for et antal medlemmer mod DI Overenskomst 1 ved DI for Kommunekemi A/S

Fortolkning af og afgørelse i henhold til lokalaftale (rette opgørelse af timebank og honorering af tilgodehavende i forhold til faktisk opgørelse)

 

Kendelse af 30. juni 2010

Sag nr. FV2010.0070 Thomas Rørdam

3F Transportgruppen mod DI/ATL for Gartnerhallen Aabenraa A/S

Fortolkning af parternes overenskomst (om fastlæggelse af forskudt arbejdstid uden fornøden lokalaftale medfører, at afregning skal ske efter overarbejdssatserne)

 

Kendelse af 5. juli 2010

Sag nr. FV Børge Dahl

3F, Fagligt Fælles Forbund, for et medlem mod DI Overenskomst I for Smurfit Kappa Danmark A/S

Fortolkning af og afgørelse i henhold til emballageoverenskomsten (om medarbejder opsagt op som følge af nedskæringer har krav på for virksomhedens regning at deltage i et kursus)

 

Forskellige overenskomster på det private område

Tilkendegivelse af 11. marts 2010

Sag nr. FV Mette Christensen (8. marts 2010)

Fødevareforbundet NNF mod Arbejdsgiverforeningen Konditorer, Bagere og Chokolademagere for Høyers Bageri

Fortolkning af parternes minimallønsoverenskomst (modregning i personlige tillæg ved overenskomstbestemt lønstigning)

 

Tilkendegivelse af 26. april 2010

Sag nr. FV Mette Christensen (12. april 2010)

Serviceforbundet mod Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening for Shell Raffinaderiet, Fredericia

Fortolkning af parternes overenskomst (betaling for manglende fridage på søn- og helligdage efter ændring af holddrift)

 

Tilkendegivelse af 20. maj 2010

Sag nr. FV2010.0041 Thomas Rørdam

CO-industri for 3F Industri for Andritz Feed Biofuel A/S' kantinepersonale mod DI for Andritz Feed Biofuel A/S

Fortolkning af lokalaftalekompleks (om kantinepersonale, der var medlemmer af KAD, efter fusionen med SiD til 3F er omfattet af lokalaftaler om resultatløn indgået med SiD og Metal)

 

Kendelse af 16. juni 2010

Sag nr. FV Marianne Levy

Dansk Sygeplejeråd som mandatar for et medlem mod Personalegruppen A/S

Fortolkning af parternes overenskomst (forståelse af udtrykket den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid)

 

Tilkendegivelse af 2. juli 2010

Sag nr. FV2010.0057 Niels Waage (23. juni 2010)

Foreningen af mejeriledere og funktionærer mod Mejeriernes Arbejdsgiverforening

Fortolkning af parternes overenskomster (forskellige udtryk)

 

Kendelse af 12. juli 2010

Sag nr. FV2010.1112 Lene Pagter Kristensen

Air Greenland A/S mod Serviceforbundet herunder Flyvebesætningsforeningen for Grønland

Fortolkning af parternes overenskomst med tilhørende aftaler og praksis (kriterierne for forflyttelse af piloter ved skift af flytype)

 

Regionale og kommunale overenskomster mv.

Kendelse af 10. juli 2010

Sag nr. FV2009.0257 Børge Dahl

SL-Socialpædagogernes Landsforbund mod KL-Kommunernes Landsforening for Københavns Kommune

Fortolkning og afgørelse i henhold til lovgivning og andre regler om selvejende institutioner, der driver en døgninstitution for børn og unge i henhold til en overenskomst med en kommune (om institutionen er arbejdsgiver i overenskomstmæssig forstand således at en afskedigelsesnævnssag skal anlægges mod den)

 

Tilkendegivelse af 10. juni 2010

Sag nr. FV2010.0052 Børge Dahl

FOA-Fag og Arbejde mod KL-Kommunernes Landsforening for Odense Kommune

Fortolkning af parternes rammeaftale (nødberedskab for forbundets medlemmer under en varslet arbejdsstandsning)

 

Kendelse af 2. juli 2010

Sag nr. FV2010.0034 Lene Pagter Kristensen

Danske Fysioterapeuter og Foreningen af Speciallæger mod Regionernes Lønnings- og Takstnævn, Danske Regioner

Fortolkning af parterne aftale (reguleringssatser skal ikke længere følge udviklingen på det statslige arbejdsmarked, men på det kommunale og regionale)

 

Spørgsmål om overenskomstbrud mv.

 

Andre DI-overenskomster

Tilkendegivelse af 6. september 2010

Sag nr. FV2008.133 Poul Sørensen (2. september 2010)

3F Transportgruppen mod DI Overenskomst II ved DI for Berendsen Textil Service A/S

Afgørelse i henhold til parternes overenskomst (krav for timelønnede medarbejdere, der hjemsendes efter forgæves fremmøde, men anmodes om at møde på arbejde igen se­nere samme dag, på løn for den mellemliggende tid)

 

Overenskomster med Dansk Byggeri

Kendelse af 29. april 2010

Sag nr. FV2010.0093 Mogens Kroman (28. april 2010)

Fagligt Fælles Forbund for 4 medlemmer mod Dansk Byggeri for Danstyle Århus ApS

Afgørelse i henhold til parternes overenskomst (erstatning for kost, logi og kørepenge)

 

Kendelse af 17. maj 2010

Sag nr. FV2009.0262 Mogens Kroman

Fagligt Fælles Forbund for murersjak mod Dansk Byggeri for MT Højgaard A/S (AV Andersen)

Afgørelse i henhold til parternes overenskomst for murer- og murerarbejdsmandsarbejde (opgørelse i henhold til akkordaftale)

 

Kendelse af 30. august 2010

Sag nr. FV2010.0076 Thomas Rørdam

Forbundet Træ-Industri-Byg i Danmark for et antal medlemmer mod Dansk Byggeri for LKN Byg ApS

Afgørelse i henhold til parternes overenskomst (aflønning med akkord- eller timeløn)

 

Tilkendegivelse af 6. september 2010

Sag nr. FV2010.0145 Thomas Rørdam

Forbundet Træ-Industri-Byg i Danmark     for et antal medlemmer mod Dansk Byggeri for PNB-Byg A/S

Afgørelse i henhold til parternes overenskomst (tvister om akkorderingsaftaler i relation til byggeprojekt)

 

Overenskomst med mediearbejdsgiverforeninger

Tilkendegivelse af 5. maj 2010

Sag nr. FV Niels Waage (28. april 2010)

HK Privat for et medlem mod Danske Mediers Arbejdsgiverforening for Nordjyske Medier A/S

Fortolkning af og afgørelse i henhold til husaftale (beregning af fratrædelsesgodtgørelse)

 

Overenskomst med Tekniq

Kendelse af 2. august 2010

Sag nr. FV2010.0032 Poul Søgaard

Dansk El-Forbund mod TEKNIQ Installatørernes Organisation for Carl Christensen & C0. A/S

Afgørelse i henhold til parternes overenskomst (forpligtelse til at betale i henhold til akkordopgørelse fremsendt efter udløbet af fristen herfor og vedkommendes fratrædelse)

 

Forskellige overenskomster på det private område

Tilkendegivelse af 23. juni 2010

Sag nr. FV2010.0071 Vibeke Rønne

3F Privat Service, Hotel og Restauration, for et medlem mod Bilfærgernes Rederiforening for Scandlines Danmark A/S

Afgørelse (adgang til at fastholde opsigelse af sygemeldt medarbejder efter raskmelding og fornyet sygemelding)

 

Kendelse af 29. juni 2010

Sag nr. FV2010.0047 Thomas Rørdam

Teknisk Landsforbund for et medlem mod DS Håndværk & Industri for CFS Slagelse A/S

Afgørelse (suspension af krav på pensionsindbetaling som følge af utilregnelig uvidenhed)

 

Fagbevægelsen

Kendelse af 7. maj 2010

Sag nr. FV2009.0249 Jørn Andersen

HK/Privat for et medlem mod Træ-Industri-Byg Nordjylland

Fortolkning af og afgørelse i henhold til parternes overenskomst (løn under fravær i forbindelse med lægeundersøgelse af barn)

 

Statslige overenskomster mv

Kendelse af 26. april 2010

Sag nr. FV Mette Christensen

Lager, Post og Servicemedarbejdernes Forbund, HK Danmark, Dansk Metal, Træ-Industri-Byg i Danmark, Malerforbundet i Danmark, Dansk Magisterforening, FTF og Dansk Journalistforbund mod Danmarks Radio

Afgørelse (kutyme for betaling af fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a til opsagte medarbejdere med høj anciennitet)

 

Spørgsmål om usaglig afskedigelse mv.

 

Afskedigelsesnævnet

Afgørelser i henhold til hovedaftalen mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark

 

Tilkendegivelse af 19. maj 2010

Sag nr. AN (Afskedigelsesnævnet) 2009.0905 Poul Søgaard (11. maj 2010)

3F for et medlem mod AI-BOA for Statoil A/S

(udmåling af godtgørelse for uberettiget bortvisning)

 

Tilkendegivelse af 25. maj 2010

Sag nr. AN (Afskedigelsesnævnet) 2010.0109 Poul Sørensen

3F for et medlem mod ATL ved DI Overenskomst I ved DI for C. Schmidt & Søn A/S

(reaktion på brud på alkoholpolitik begået af medarbejder med over 40 års anciennitet)

 

Tilkendegivelse af 2. juni 2010

Sag nr. AN (Afskedigelsesnævnet) 2009.0900 Poul Søgaard (26. april 2010)

Fagligt Fælles Forbund for et medlem mod Benzin- & Oliebranchens Arbejdsgiverforening for Danish Refuelling Services I/S

(grundlag for afskedigelse af tidligere tillidsmand på grund af arbejdsmangel og spørgsmål om betydning af, at der i mellemtiden blev en stilling ledig)  

 

Tilkendegivelse af 2. juni 2010

Sag nr. AN (Afskedigelsesnævnet) 2010.0257 Lene Pagter Kristensen

3F for et antal medlemmer mod DI for Tivoli A/S

(kompetencen til at behandle klage over manglende genansættelse efter sæsonudløb af sæsonansatte medarbejdere)

 

Tilkendegivelse af 11. juni 2010

Sag nr. AN (Afskedigelsesnævnet) 2010.0274 Poul Sørensen (8. juni 2010)

HK Handel for et medlem mod Dansk Erhverv Arbejdsgiver for Sportmaster, Randers

(grundlaget for bortvisning af salgsassistent på grund af manglende afkrævning af betaling)

 

Tilkendegivelse af 14. juni 2010

Sag nr. AN (Afskedigelsesnævnet) 2010.0291 Poul Søgaard

NNF for 6 medlemmer mod DI for Lantmännen Schulstad A/S

(grundlaget for med henvisning til arbejdsmangel at afskedige medarbejdere, der havde kritiseret det psykiske arbejdsmiljø)

 

Tilkendegivelse af 24. juni 2010

Sag nr. AN (Afskedigelsesnævnet) 2009.0846 Børge Dahl (1. juni 2010)

Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund for et medlem mod Danmarks Frisørmesterforening for Frisør Mona Wichmann

(grundlaget for bortvisning af frisør med henvisning til dennes aftale med leverandør om sponsorering af privat arrangement)

 

Tilkendegivelse af 25. juni 2010

Sag nr. AN (Afskedigelsesnævnet) 2009.1191 Lene Pagter Kristensen

3F for et medlem mod DI for Århus Lufthavn A/S

(berettigelse af afskedigelse på grund af manglende opfyldelse af efteruddannelseskrav)

 

Ledernævnet

Afgørelser i henhold til hovedaftalen mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Ledernes Hovedorganisation

 

Tilkendegivelse af 30. august 2010

Sag nr. AN (Ledernævnet) 2010.0024 Lene Pagter Kristensen

Ledernes Hovedorganisation for A mod Dansk Byggeri for VMC Pitzner A/S

(berettigelse af bortvisning og modregning af erstatningskrav i feriegodtgørelse

 

Andre

 

DI-området

Tilkendegivelse af 28. maj 2010

Sag nr. FV2010.0068 Poul Sørensen (25. maj 2010)

Fagligt Fælles Forbund - Privat Service, Hotel og Restauration for et medlem mod DI Overenskomst II ved DI for TekniClean A/S

Afgørelse (bort­visning af en sanitør med den begrundelse, at han i strid med virksomhedens klare instruktioner havde foretaget blanding af kemi under arbejde med rengøring på et slagteri)

 

Dansk Byggeri

Kendelse af 25. maj 2010

Sag nr. FV2010.0035 Mogens Kroman

Fagligt Fælles Forbund for 4 medlemmer mod Dansk Byggeri for Hans Jørgensen & Søn A/S

Afgørelse i henhold til parternes overenskomst for murer- og murerarbejdsmandsarbejde (advarsler til og forflyttelse af medarbejdere, der i strid med alkoholforbud på arbejdsplads i en pause havde drukket øl uden for hegnet om denne)

 

Særligt om tillidsrepræsentanter

 

Tilkendegivelse af 2. juni 2010

Sag nr. AN (Afskedigelsesnævnet) 2009.0900 Poul Søgaard (26. april 2010)

Fagligt Fælles Forbund for et medlem mod Benzin- & Oliebranchens Arbejdsgiverforening for Danish Refuelling Services I/S

Afgørelse efter nævnsbehandling i henhold til DA/LO-hovedaftalen (grundlag for afskedigelse af tidligere tillidsmand på grund af arbejdsmangel og spørgsmål om betydning af, at der i mellemtiden blev en stilling ledig)  

 

Tilkendegivelse af 3. juni 2010

Sag nr. FV2010.0049 Børge Dahl

CO-industri (CO-i) for Fagligt Fælles Forbund (3F) for et medlem mod DI Overenskomst I ved DI for Vestas Towers A/S

Afgørelse i henhold til parternes overenskomst (om sikkerhedsrepræsentant efter længere tids fravær på grund af efter en arbejds­ulykke ved tilbagevenden til arbejde i anden afdeling fortsat var omfattet af afskedigelsesbeskyttelsen)

 

Tilkendegivelse af 30. juni 2010

Sag nr. FV2010.0067 Lene Pagter Kristensen

Lærernes Centralorganisation for Frie Skolers Lærerforening mod Personalestyrelsen for Thorsgaard Efterskole

Afgørelse i henhold til tillidsrepræsentantaftalen (tvingende årsager til afskedigelse af tillidsrepræsentant i forbindelse med nødvendig nedskæring)

 

Formalitetsspørgsmål

 

Tilkendegivelse af 2. juni 2010

Sag nr. AN (Afskedigelsesnævnet) 1010.0257 Lene Pagter Kristensen

3F for et antal medlemmer mod DI for Tivoli A/S

Fortolkning af DA/LO hovedaftalen efter nævnsbehandling (kompetencen til at behandle klage over manglende genansættelse efter sæsonudløb af sæsonansatte medarbejdere)

 

Kendelse af 5. juli 2010

Sag nr. FV2009.0176 og FV20009.0190 Børge Dahl

Dansk El-Forbund mod Globel Danmark A/S, nu under konkurs

Formalitetsspørgsmål og udeblivelsesafgørelse (arbejdsforhold og ændring af rotation)

 

Tilkendegivelse af 24. juni 2010

Sag nr. AN (Afskedigelsesnævnet) 2009.0846 Børge Dahl (1. juni 2010)

Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund for et medlem mod Danmarks Frisørmesterforening for Frisør MonaMona ved Mona Wichmann

Formalitetsspørgsmål samt afgørelse efter nævnsbehandling i henhold til DA/LO-hovedaftalen (grundlaget for bortvisning af frisør med henvisning til dennes aftale med leverandør om sponsorering af privat arrangement)

 

Kendelse af 10. juli 2010

Sag nr. FV2009.0257 Børge Dahl

SL-Socialpædagogernes Landsforbund mod KL-Kommunernes Landsforening for Københavns Kommune

Fortolkning og afgørelse i henhold til lovgivning og andre regler om selvejende institutioner, der driver en døgninstitution for børn og unge i henhold til en overenskomst med en kommune (om institutionen er arbejdsgiver i overenskomstmæssig forstand således at en afskedigelsesnævnssag skal anlægges mod den)

 

De almindelige domstole

 

Vestre Landsrets dom af 1. februar 2010 (4. afd. B-0307-09)

D mod Skatteministeriet

 

Forretningsrejse skattepligtig

Den administrerende direktør i et moderselskab, som samtidig var bestyrelsesformand i et datterselskab, havde sammen med sin samlever deltaget i en af dette arrangeret rejse til Paris. Landsretten lagde til grund, at rejsen var arrangeret med det formål at styrke nogle forhandleres engagement i forhold til salget og derved forbedre dette. Rejsen måtte derfor for anses for forretningsmæssigt begrundet. Programmet var imidlertid rent turistmæssigt og uden fagligt eller, trods det overordnede formål, forretningsmæssigt islæt. På den baggrund var værdien af rejsen som klart udgangspunkt skattepligtig for den pågældende.

Gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2010 side 1492

 

Vestre Landsrets dom af 9. februar 2010 (10. afd. B-0750-09)

A mod Skatteministeriet

.

Arbejdsgiverbetalt rejse skattepligtig

Virksomheden havde gennemført en rejse på 5 dage til New York for de ansatte og deres ægtefæller. Landsretten lagde til grund, at rejsen udelukkende havde været af social og turistmæssig karakter. Deltagelse i den var derfor skattepligtig. Det gjorde ikke nogen forskel, at virksomheden også havde haft interesse i rejsen med henblik på at tiltrække og fastholde medarbejdere, og den omstændighed at deltagelse i julefrokoster og andre lignende personalearrangementer af begrænset værdi og udstrækning i praksis ikke er blevet beskattet, kunne ikke tillægges betydning.

Gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2010 side 1504

 

Vestre Landsrets ankedom af 24. februar 2010 (7. afd. B-1130-09)

HK Danmark som mandatar for et medlem mod Arbejdsmarkedsstyrelsen

 

Forskelsbehandlingsloven ikke overtrådt ved opsigelse af ældre medarbejder

Den pågældende, der på det omhandlede tidspunkt var 63 år, havde været ansat 33 år i AF-systemet, da beskæftigelsesområdet i forbindelse med kommunalreformen blev omstruktureret. Hun havde gjort tjeneste i region Ribe amt og tilkendegav, at hun fremover ønskede at arbejde i Varde, Esbjerg eller Vejen. Hun blev imidlertid tilbudt en placering i Ringkøbing/Skjern kommune med bemærkning, at der var tale om en væsentlig ændring af arbejdsvilkårene. Da placeringen blev fastholdt, valgte hun at lade sig opsige og anlagde, med henvisning til at var tale om aldersdiskrimination, sag med krav om en godtgørelse svarende til 18 måneders løn. Hun henviste i den forbindelse bl.a. til, at medarbejderne i prioriteringsskemaer var anmodet om at oplyse deres alder, og at 3 af de 12 medarbejdere i Ribe amt, der blev varslet forflyttet, var 62 år eller ældre. Arbejdsgiversiden gjorde gældende, at der var foretaget en konkret og individuel vurdering af hver enkelt medarbejder, og bestred, at der var tale om forskelsbehandling på grund af alder. Landsretten bemærkede, at en tredjedel af medarbejderne var over 55 år, og at ca. 20 % af denne gruppe, ligesom af medarbejdergruppen som helhed, blev varslet forflyttet. Anmodningen om angivelse af alder i prioriteringsskemaet ansås for sagligt og ikke diskriminationsmæssigt begrundet i behovet for at skabe et overblik over, om der kunne være medarbejdere, som på grund af deres alder kunne være interesserede i at fratræde. Herefter fandt landsretten ikke, at der var påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at der var udøvet forskelsbehandling. Bevisbyrden for, at dette måtte være tilfældet, påhvilede herefter den pågældende, og den ansås ikke for løftet.

Gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2010 side 1525

 

Østre Landsrets ankedom af 11. februar 2010 (11. afd. B-882-09)

Post Danmark A/S mod HK som mandatar for et medlem

 

Ikke grundlag for afskedigelse på grund af tjenesteforseelse

Den pågældende, der var ansat hos på tjenestemandslignende vilkår, blev efter høring og behandling i disciplinærnævn afskediget på ordinære vilkår, men med opsat pension, da arbejdsgiversiden fandt, han havde overtrådt virksomhedens regler for mails og handlet illoyalt dels ved at sende en mail til samtlige medarbejdere, hvor han kritiserede en bestemt chef og opfordrede alle til at boykotte det årlige julearrangement. Der var enighed om, at vedkommende havde begået en tjenstlig forseelse. Uanset mailens krænkende indhold og opfordringen til boykot samt den interne udbredelse af mailen fandtes den begåede tjenesteforseelse dog ikke at være af en sådan grovhed, at den kunne begrunde den alvorligste disciplinære sanktion, afskedigelse. Retten lagde herved også vægt på, at den pågældende havde været ansat i virksomheden 30 år uden tidligere at være ikendt nogen form for disciplinær sanktion. Da afskedigelsen derfor ikke kunne ske som følge af den begåede tjenstlige forseelse, fandtes den at være sket af anden ham utilregnelig årsag, således at han havde krav på aktuel egenpension.

Gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2010 side 1465

 

Vestre Landsrets ankedom af 3. marts 2010 (15. afd. B-2145-09)

Region Nordjylland mod Kristelig Fagforening som mandatar for et medlem

 

Ikke krav på forskellen mellem den overenskomstmæssige timeløn uden tillæg, som var aftalt med den faglige organisation, og de 130 kr.,  der ved en fejl var anført i uddannelsesaftale.

Et forløb, hvor rengøringsassistenter på et sygehus kunne uddannes til faglærte serviceassistenter, blev gennemført i henhold til en aftale mellem regionen og de faglige organisationer om, at rengøringsassistenterne under uddannelsen fik overenskomstmæssig løn uden tillæg. Den pågældende underskrev en uddannelsesaftale, hvoraf det bl.a. fremgik, at lønnen er højere end den gældende mindstebetaling for elever og ved uddannelsens begyndelse fastsat til kr. 130 pr. time samt at den kollektive overenskomst mellem Danske Regioner og 3F var gældende.  Landsretten lagde til grund, at regionen begik en fejl ved at anføre timelønnen som 130 kr., idet denne sats var det samlede beløb, regionen skulle betale for at have elever under uddannelse, og kun en del af beløbet udgjorde lønnen til disse, at den pågældende, der havde været rengøringsassistent på sygehuset forud for påbegyndelsen af uddannelsesforløbet, ud fra brochurer og orientering på møder vidste eller burde vide, at hun ville få overenskomstmæssig løn under uddannelsen, og at hun derfor vidste eller burde vide, at der var tale om en fejl. Den pågældende skulle derfor tilbagebetale det for meget udbetalte. 

Gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2010 side 1728

 

Vestre Landsrets ankedom af 12. marts 2010 (14. afd. B-1904-08)

HK/Danmark som mandatar for et medlem mod Interlex Advokater I/S ved interessenterne

 

Afskedigelse af handicappet i strid med forskelsbehandlingsloven

Den pågældende, der havde været ansat som sekretær i advokatfirmaet siden 1975, var i august 2004 udsat for et trafikuheld, hvorunder hun blandt andet pådrog sig et kraniebrud. Hun var herefter sygemeldt i en periode, men startede langsomt op med at arbejde fra februar 2005 og var i løbet af 1-1½ måned kommet op på fuld tid. Hun havde imidlertid pådraget sig en hjerneskade og havde siden ulykken haft betydelige problemer i form af hukommelsessvækkelse, besvær med at koncentrere sig, overskue komplicerede og multiple problemstillinger samt træthed og psykisk ændring. I maj 2006 blev hun deltidssygemeldt og arbejdede herefter 20-22 timer ugentligt. Med virkning fra oktober 2006 fik hun bevilget fleksjob af kommunen med refusion af 2/3 af mindste overenskomstmæssige løn og indgik aftale med advokatfirmaet om at arbejde 20 timer om ugen. I januar 2008 blev hun opsagt med 6 måneders varsel under henvisning til, at hun ikke kunne opfylde sine arbejdsfunktioner på tilstrækkelig og tilfredsstillende vis. Landsretten bemærkede, at hjerneskaden medførte en varig funktionsnedsættelse, hvorfor hendes handicap var omfattet af forskelsbehandlingsloven. Efter dennes § 2 a skal arbejdsgiveren træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap bl.a. adgang til at udøve beskæftigelse. Bestemmelsen svarer i det væsentlige til artikel 5 i direktiv 2000/78/EF om generelle rammebestemmelser for ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv. I betragtning 20 til direktivet anføres, at der bør vedtages passende, dvs. effektive og praktiske foranstaltninger med henblik på at tilpasse arbejdspladsen til en handicappet. f.eks. ved at indrette lokaler eller tilpasse udstyr, arbejdsmønstre, opgavefordeling, samt adgang til uddannelse og instruktion. Det var ikke godtgjort, at advokatfirmaet i tilstrækkeligt omfang havde imødekommet hendes konkrete behov, herunder for eksempel tilpasset arbejdsmønstrene og arbejdsfordelingen til hendes situation. Det var endvidere ikke godtgjort, at hun ikke ville være kompetent, egnet og disponibel, såfremt arbejdsopgaverne havde været tilpasset hendes konkrete situation. Opsigelsen er derfor sket i strid med forskelsbehandlingsloven, hvorfor advokatfirmaet efter lovens § 7, navnlig henset til hendes lange ansættelsesperiode, skulle betale hende en godtgørelse på 250.000 kr. Efter loven om en aktiv beskæftigelsesindsats § 72, stk. 1, 1. pkt., fastsættes løn og øvrige arbejdsvilkår som udgangspunkt efter de kollektive overenskomster på ansættelsesområdet, når kommunen har givet tilbud om fleksjob. Bestemmelsen i § 72, stk. 1, 2. pkt., hvorefter overenskomsten på sammenlignelige områder skal gælde i ikke overenskomstdækket ansættelse, må forstås i overensstemmelse med 1. pkt., således at der også her kun er tale om et udgangspunkt, der kan fraviges ved aftale. En fravigelse af overenskomsten, hvorefter der som tillæg til lønnen ikke skal indbetales bidrag til en arbejdsmarkedspensionsordning, forudsætter imidlertid, at advokatfirmaet havde anført den i tillægget til ansættelseskontrakten. Da det ikke var sket, skulle firmaet betale pensionsbidrag til den pågældende. Endelig skulle advokatfirmaet i medfør af ansættelsesbevisloven § 6 betale den pågældende en godtgørelser på 10.000 kr., fordi arbejdsgiveren ikke korrekt angivet det ikke var angivet, at udgangspunktet ved fleksordningen ville være, at overenskomsten på området var gældende, hvilket sidstnævnte fik betydning for den pågældende.

Gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2010 side 1748

 

Højesterets dom af 20. april 2010 (464/2007)

Invisio Headsets A/S og AB mod Ingeniørforeningen i Danmark som mandatar for A og B

 

Erstatning for ikke at have modtaget aktieoptioner

A og B, der begge var ansat hos Nextlink.to. A/S, blev i 2003 sammen med en tredje nøgle­medarbejder, C, informeret af ledelsen om, at man forventede en børsemission, og at man tiltænkte nøglemedarbejderne en mulighed for at modtage optioner på aktier i selskaberne. Af et bestyrelsesprotokollat af 27. april 2004 fra Nextlink AB fremgik det bl.a., at det blev besluttet at åbne for en ret til ansatte at erhverve 200.000 stk. tegningsoptioner mod en optionspræmie på 0,1 SEK pr. stk. Der blev dog ikke foretaget nogen tildeling af disse optioner til medarbejderne på dette tidspunkt, og både direktøren for det danske selskab samt A, B og C skrev i løbet af sommeren 2004 til Nextlink ABs bestyrelsesformand og rykkede for, at tildelingen skulle finde sted. Efter korrespondance herom fremsendte det svenske selskab i september 2004 et egentligt forslag til aftale mellem parterne. A, B og C ønskede imidlertid nogle punkter i aftalen ændret, men det svenske selskab ønskede ikke at foretage ændringer. A, B og C modtog ikke et nyt aftaleudkast, men den 27. januar 2005 afholdt parterne atter et møde, hvor det af et af C udarbejdet notat fremgik, at der havde været tale om to optionspakker på nærmere angivne vilkår samt en ret til køb af aktier fra den svenske direktør, og at der ikke var noget krav om fortsat ansættelse. Af Nextlinks årsregnskab for 2004 fremgik det bl.a., at der var tegnet aktieoptio­ner af tre nøglemedarbejdere i Nextlink A/S. I marts og maj 2005 rykkede medarbejderne igen for en aftale. C fratrådte i juni 2005. A og B opsagde efterfølgende deres stillinger med fratræden den 31. august 2005 og krævede samtidig to aktieoptionspuljer på henholdsvis 66.666 og 50.000 aktier udleveret i henhold til aftalen på mødet i januar. Selskaberne mente imidlertid ikke, at der på mødet den 27. januar 2005 var indgået en aftale om tildeling af aktieoptioner til A og B. Højesteret lagde vægt på bl.a. parternes forklaringer, oplysningen i årsregnskabet for 2004 og på, at Nextlink ikke reagerede på As henvendelser, herunder at det ikke blev afvist, at der var indgået en aftale i januar 2005, og fandt det derefter godtgjort, at der under mødet den 27. januar 2005 blev indgået aftale om, at A og B hver kunne erhverve 66.666 optioner på tegning af aktier til kurs 6,5 for en betaling af 0,1 svenske kr. pr. option og 50.000 optioner på tegning af aktier til kurs 15,0 for en betaling af 0,3 svenske kr. pr. option, og således at tegning af aktierne ikke var betinget af en yderligere ansættelsesperiode. Højesteret tiltrådte derfor, at A og B - som inden ansættelsesforholdenes ophør havde gjort deres tegningsrettigheder gældende - havde krav på erstatning, hvis størrelse skulle beregnes på grundlag af en kurs på 18,5. I erstatningen, som til hver af A og B udgjorde 776.386 kr. for begge aktieoptioner, skulle dog fratrækkes 17.185,80 kr., idet Højesteret ikke fandt det godtgjort, at selskaberne havde givet afkald på at få betaling for optionerne. Landsretten havde tilkendt en erstatning på 637.033,62 kr. til hver af A og B.  

Med rettens tilladelse gengivet efter www.domstol.dk/hojesteret , hvor hele dommen kan ses

 

Højesterets kendelser af 7. maj 2010 (283 og 284/2009)

Dansk Arbejdsgiverforening som mandatar for Pro Display A/S under konkurs og Dansk Almennyttigt Boligselskab mod HK Danmark som mandatar for A og B

  

Udtalelse om handicapbegrebet som led i en procesledende afgørelse om forelæggelse af præjudicielle spørgsmål var ikke retskraftig og anmodning om præjudiciel forelæggelse af yderligere spørgsmål taget til følge.

A og B var blevet afskediget på grund af sygefravær. A og B lagde sag an mod deres arbejdsgivere og anførte i den forbindelse blandt andet, at sygefraværet var en følge af, at de var handicappede, og at opsigelserne derfor var i strid med forskelsbehandlingsloven. Arbejdsgiverne bestred, at A og B var handicappede i lovens forstand. Sagerne blev hovedforhandlet i Sø- og Handelsretten i juni 2009. Efter hovedforhandlingen afsagde Sø- og Handelsretten kendelse om, at sagerne skulle udsættes på forelæggelse af to præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen. Af Sø- og Handelsrettens afgørelser fremgik, at A og B efter rettens opfattelse måtte anses for handicappede i forskelsbehandlingslovens forstand. Arbejdsgiverne kærede Sø- og Handelsrettens kendelser om præjudiciel forelæggelse og anmodede om, at der i forbindelse med den forelæggelse, der var besluttet, tillige skulle stilles spørgsmål om forståelsen af handicapbegrebet i direktiv 2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv. A og B anførte blandt andet, at kæresagerne skulle afvises, da Sø- og Handelsretten havde truffet en retskraftig delafgørelse om, hvorvidt A og B var handicappede. Højesteret fastslog, at Sø- og Handelsrettens udtalelse om, hvorvidt A og B var handicappede i forskelsbehandlingslovens forstand var et led i en procesledende beslutning og derfor ikke en retskraftig afgørelse. Højesteret fastslog endvidere, at der skulle ske forelæggelse af arbejdsgivernes spørgsmål. Højesteret ændrede herved Sø- og Handelsrettens kendelser.

Med rettens tilladelse gengivet efter www.domstol.dk/hojesteret , hvor kendelserne kan ses. Sø- og Handelsrettens kendelser er omtalt i Nyt om Kollektiv Arbejdsret august 2009

 

Litteratur

 

Fremstillinger

 

Ruth Nielsen:

Civilretlige diskriminationsforbud

Analyserer skæringsfeltet mellem den almindelige formueret og det nyeste lag i ligestillingslovgivningen, der er opstået i forbindelse med den igangværende integration af diskriminationsforbud i formueretten med samspillet mellem princippet om ligebehandling og det gamle princip om aftalefrihed som hovedspørgsmål.

Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2010

448 sider. 800 kr.

 

Jeppe Høyer Jørgensen:

Ansattes konkurrencehandlinger

Samlet fremstilling om ikke-aftalebaserede konkurrencebegrænsninger for ansatte, der ønsker at tage ansættelse i eller starte en konkurrerende virksomhed.

Thomson Reuters Professional 2010

407 sider. 496 kr. + moms

 

Håndbøger

 

Anne-Lise Heidelberg:

Løn- og personaleadministration

12. udgave af det praktisk orienterede opslagsværk, som behandler de lovmæssige krav, som en løn- og personaleansvarlig skal kende for at kunne foretage korrekt lønadministration med centrale blanketter og eksempler medtaget som bilag samt en oversigt over de ændringer og tiltag, overenskomstforhandlingerne 2010 medførte.

DA Forlag 2010

550 sider. 590 kr. + moms 

 

Mads Krarup og Agnete Andersen:

Barselsregler - fleksibilitet, fravær og dagpenge

2. udgave af den praktisk orienterede håndbog, som giver overblik over den ganske komplekse retsstilling i forbindelse med barsel og orlov, herunder med en ajourført oversigt over domme og andre afgørelser vedrørende afskedigelse under barsel.

Thomson Reuters 2010

224 sider. 396 kr. + moms

 

Oversigter

 

Flemming Dreesen:

Kort om ferieloven

12. udgave af oversigten over reglerne på området med hovedvægt på de spørgsmå, som en personaleafdeling dagligt bliver stillet over for. 

DA Forlag 2010

91 sider. 140 kr. + moms

 

Simon Neergaard-Holm:

Kort om ansættelse af elever

16. udgave af oversigten over de mange regler, procedurer, forpligtelser og tilskud, der kendetegner området, med henvisning til relevante hjemmesider og centrale blanketter optaget som bilag.

DA Forlag 2010

51 sider. 120 kr. + moms 

 

Artikel

 

Michael Gøtze:

Arbejdsgiveres brug af straffeattester

Belyser de retlige, herunder persondataretlige, grundprincipper om saglighed og relevans på grundlag den foreliggende praksis på området.

Juristen 2010 side 144

Kan ses på www.djoef.dk

 
maj 2012
mtotfls
30123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031123
45678910
Kommende
Hovedforhandlinger
22. maj 2012 kl. 14.30.
Sag nr. AR2012.0142
Frie Skolers Lærerforening mod Rønne Privatskole

6. juni 2012 kl. 14.00.
Sag nr. AR2011.0740
Dansk Artist Forbund mod Danmarks Radio

6. juni 2012 kl. 14.00.
Sag nr. AR2011.0744
Dansk Musiker Forbund mod Danmarks Radio

20. juni 2012 kl. 14.00.
Sag nr. AR2011.0808
Stokholm Transport A/S mod Fagligt Fælles Forbund

28. juni 2012 kl. 09.00.
Sag nr. TR2011.0005
Handelsskolernes Lærerforening mod Rybners/Esbjerg Handelsskole


Sankt Annæ Plads 51250 København KTlf: 33 95 67 21Fax: 33 15 49 22Email: aretten@arbejdsretten.dk