 |
|
|
Nyt om Kollektiv Arbejdsret - september 2011
Dommenes fulde tekst kan ses på www.arbejdsretten.dk
Dom af 17. maj 2011 (AR2011.0180) Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Erhverv Arbejdsgiver for CSC Danmark mod FTF for PROSA for PROSA/CSC-DK og PROSA/CSC-GIS-klubben
Om fortolkning af en konfliktaftale CSC og PROSA/CSC-DK og PROSA/CSC-GIS-klubben opsagde deres indbyrdes kollektive overenskomster til udløb den 1. juni 2009. Den 26. august 2009 afgav PROSA/CSC-DK og PROSA/CSC-GIS første strejkevarsel i overensstemmelse med de mellem parterne indgåede aftalte konfliktregler. CSC afgav den 28. august 2009 første lockoutvarsel, der den 24. januar 2011 efter resultatløse forhandlinger blev fulgt op af specifikt lockoutvarsel omfattende henholdsvis 51 og 85 navngivne personer. Lockouten blev iværksat den 9. februar 2011 og omfattede da 16 færre medarbejdere end varslet. Den 11. februar 2011 afgav PROSA/CSC-DK og PROSA/CSC-GIS specifikke strejkevarsler. CSC protesterede den 14. februar 2011 mod de specifikke strejkevarsler og indgav den 22. februar 2011 klageskrift til Arbejdsretten. PROSA/CSC-DK og PROSA/CSC-GIS anfægtede den 24. februar 2011 den iværksatte lockout for så vidt angår 48 medlemmer. Den 24. marts 2011 afsagde Arbejdsretten deldom i sagen (resumé i NKAs majnummer), hvor den fastslog, at konfliktaftalerne ikke kunne forstås således, at medlemmer af PROSA kunne være i konflikt og samtidig være på arbejde og modtage fuld løn for alene at udføre den del af deres sædvanlige opgaver, der er friholdt i henhold til konfliktaftalerne. Samtidig bemærkede Arbejdsretten, at den på baggrund af de forelagte oplysninger ikke kunne vurdere, om en række medarbejdere havde arbejdsopgaver af en sådan karakter, at de i henhold til konfliktaftalerne ikke kunne deltage i arbejdsstandsning. Sagen blev for så vidt angår disse medarbejdere udsat. Det er dette, Arbejdsretten med denne dom har taget stilling til. I den foreliggende sag udtalte Arbejdsretten, at der efter arbejdsretlig praksis er en vidtgående konfliktret ved overenskomstfornyelse. En aftale, hvor to ligeværdige parter begrænser denne frie konfliktret, skal derfor fortolkes indskrænkende. Det afgørende i sagen var herefter, om de omtvistede medarbejdere havde væsentlig betydning for den allerede kørende drift. Arbejdsretten foretog herefter en konkret vurdering af, om de enkelte medarbejdere efter bevisførelsen kunne anses for at være nødvendige for opretholdelsen af den kørende drift og kom frem til, at 7 medarbejdere uretmæssigt var udtaget til lockout, således at ansættelsesforholdet for disse skulle retableres med tilbagevirkende kraft fra den 9. februar 2011, og at 4 medarbejdere, der var varslet i strejke, var omfattet af konfliktaftalen og således ikke kunne deltage i en strejke. Arbejdsretten fandt, at forholdet ikke havde en sådan karakter og grovhed, at bod var forskyldt.
Dom af 19. maj 2011 (AR2010.0431) med udvidet formandskab FTF for Finansforbundet mod Finanssektorens Arbejdsgiverforening på egne vegne og for Nykredit Realkredit A/S
Lønreduktioner var ikke kamufleret overenskomststridig lockout Nykredit Realkredit A/S gennemførte i løbet af foråret og sommeren 2010 lønnedsættelser for et større antal medarbejdere i den tidligere Forstædernes Bank, som Nykredit havde overtaget i 2008. Hovedtvisten i sagen var, om disse lønnedsættelser udgjorde en kamufleret overenskomststridig lockout. Arbejdsretten bemærkede indledningsvist, at det var ubestridt, at lønnen til de berørte medarbejdere også efter lønreduktionernes gennemførelse overholdt de krav til lønnens størrelse, som følger af parternes normallønsoverenskomst. Efter bevisførelsen lagde Arbejdsretten til grund, at lønreduktionerne indgik som led i en fusionsproces, hvorved Forstædernes Bank blev fusioneret ind i Nykredit, at de blev gennemført under overholdelse af de regler om forhandling, der følger af overenskomsten og lovgivningen, og at de var begrundet i økonomiske og strukturelle forhold. FTF fandtes herefter ikke at have løftet sin bevisbyrde for, at lønreduktionerne var foretaget i kamphensigt som led i en kamufleret overenskomststridig lockout. Arbejdsretten bemærkede videre, at det efter bevisførelsen tværtimod måtte lægges til grund, at lønreduktionerne var driftsmæssigt begrundede og lå inden for, hvad Nykredit kunne gennemføre i henhold til arbejdsgiverens almindelige ledelses- og dispositionsret. Det forhold, at Nykredit forinden forgæves havde forsøgt at indgå en kollektiv aftale med Finansforbundet om lønreduktionerne, kunne ikke føre til et andet resultat. Nykredit blev derfor frifundet.
Dom af 31. maj 2011 (AR2011.0297) FTF for PROSA for PROFOT mod Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Erhverv Arbejdsgiver for CSC Danmark A/S
Pålæg om direkte oplæring af afløsere til strejkeramt arbejde overenskomststridigt Hovedtvisten i sagen var, om CSC havde handlet i strid med fredspligten og dermed overskredet grænserne for sin ledelsesret ved at pålægge sine medarbejdere at deltage i vidensoverdragelse m.v. til afløsere for at afbøde virkningerne af en af PROFOT lovligt varslet udvidet konflikt. Der er mellem CSC og PROFOT indgået en kollektiv overenskomst, der blev opsagt til genforhandling med virkning fra den 1. juni 2009. Konflikten har været begrænset af en fredsaftale, der blev opsagt af PROFOT med virkning fra den 1. juni 2011. Efter bevisførelsen og henset til CSC's karakter af at være en videns-baseret virksomhed lagde Arbejdsretten til grund, at vidensdeling og vidensoverdragelse indgår som et sædvanligt led i arbejdsopgaverne for medlemmerne af PROFOT. Arbejdsretten udtalte, at det herefter som udgangspunkt ligger inden for arbejdsgiverens sædvanlige ledelsesbeføjelser at pålægge medarbejderne at dokumentere deres viden og at deltage i vidensoverdragelse til andre, hvad enten disse måtte være ansat ved CSC eller ej. Arbejdsretten fandt, at det ikke i sig selv var i strid med fredspligten og dermed et overenskomststridigt kampskridt, at CSC forberedte sig på konflikten ved at indgå aftaler med selvstændige underleverandører, ligesom at PROFOT's medlemmer måtte tåle, at de selvstændige underleverandører var til stede i virksomheden med henblik på at gøre sig bekendt med opgaverne, og at de blev pålagt at dokumentere deres viden ved arbejdsbeskrivelser. Pålæg til PROFOT's medlemmer om at foretage direkte oplæring, f.eks. i form af sidemandsoplæring, af personer, der skulle overtage deres arbejde ved konfliktens ikrafttræden, fandtes imidlertid at ligge uden for deres sædvanlige arbejdsopgaver og at ligge uden for, hvad medlemmerne skal tåle i en varslingsperiode, og var derfor et overenskomststridigt kampskridt. Arbejdsretten fandt ikke grundlag for at statuere, at CSC's handlinger tillige havde været organisationsfjendtlige. Under hensyn til, at det efter bevisførelsen ikke var godtgjort, at direkte oplæring (sidemandsoplæring) af personer til overtagelse af strejkeramt arbejde havde haft mere end et beskedent omfang, fandtes der ikke tilstrækkeligt grundlag, før konflikten var trådt i kraft, at fastslå, at det efter konfliktens iværksættelse vil være overenskomststridigt for CSC at benytte personer, hvortil der er sket vidensoverdragelse. Der fandtes endvidere ikke at være tilstrækkeligt grundlag for at pålægge indklagede bod
Dom af 23. juni 2011 (AR2011.0365) med udvidet formandskab Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Erhverv Arbejdsgiver for CSC Danmark A/S mod FTF for PROSA for PROSA CSC-DK og PROSA CSC GIS-klubben
CSC frigjort fra overenskomster Sagen drejede sig om, hvorvidt arbejdsstandsningen i konflikten mellem CSC Danmark A/S (CSC) og PROSA/CSC-DK og PROSA/CSC GIS-klubben under henvisning til, at der mellem parterne er indgået konfliktbegrænsende aftaler, havde haft tilstrækkelig omfang og intensitet til, at CSC var frigjort fra overenskomsterne mellem parterne. De to aftaler om konfliktregler indeholder bestemmelser om, at begge parter er forpligtet til at overholde overenskomsterne, selv om de er opsagt og udløbet, indtil anden overenskomst træder i stedet, eller arbejdsstandsning er iværksat i overensstemmelse med reglerne i konfliktaftalerne. Begge aftaler indeholder endvidere bestemmelser, der indebærer begrænsninger i den frie konfliktret. Arbejdsretten bemærkede, at det efter arbejdsretlig teori og praksis antages, at en overenskomstpart ikke kan frigøre sig fra overenskomsten uden at iværksætte en konflikt med alle dens risici og følger i tilfælde, hvor overenskomsten er omfattet af § 7, stk. 2, i hovedaftalen mellem DA og LO eller en tilsvarende bestemmelse, således som det er tilfældet i nærværende sag. Der må derfor stilles visse krav til omfanget og intensitet af en arbejdsstandsning for, at den kan være frigørende for en overenskomstpart. Som sagen forelå oplyst for Arbejdsretten var der ingen holdepunkter for at antage, at det skulle have været parternes hensigt med de konfliktbegrænsende aftaler, at de skulle umuliggøre iværksættelsen af en overenskomstfrigørende konflikt. Aftalerne bygger efter deres egen ordlyd på, at en iværksat arbejdsstandsning, der respekterer de aftalte begrænsninger, kan have det fornødne omfang og den fornødne intensitet til at være frigørende. Herefter var spørgsmålet, om den igangværende arbejdsstandsning inden for rammerne af konfliktaftalerne havde haft en sådan intensitet og et sådant omfang, at CSC med rette kunne anse sig for frigjort af overenskomsterne. Arbejdsretten bemærkede, at der efter forløbet af forhandlingerne mellem CSC på den ene side og PROSA/CSC GIS-klubben og PROSA/CSC-DK på den anden side måtte foretages en helhedsbedømmelse af konfliktens samlede forløb. Under henvisning til, at arbejdsstandsning blev iværksat efter flere års forgæves forhandlinger om et nyt overenskomstgrundlag, samt til at lockout og strejke har omfattet en meget væsentlig del af de medlemmer, der i henhold til konfliktaftalerne har kunnet deltage i arbejdsstandsning, samt til at den iværksatte lockout ved frigørelsesmeddelelserne den 23. maj 2011 havde varet i 14 uger, fandt Arbejdsretten, at konflikten på tidspunktet for CSC's frigørelsestilkendegivelse havde haft en sådan varighed og intensitet samt et sådant omfang, at CSC med rette kunne anse sig frigjort for overenskomsterne med samtlige tilhørende aftaler, protokollater, praksis og kutymer.
Dom af 7. juli 2011 (A2010.0361) Landsorganisationen i Danmark for Fagligt Fælles Forbund, Transportgruppen, mod Dansk Arbejdsgiverforening for DIO I for HCS A/S Transport & Spedition
Hjemsendelse som følge af overenskomststridig arbejdsnedlæggelse i anden virksomhed var overenskomststridig, men ikke bodspådragende En vognmandsvirksomhed hjemsendte 38 dagrenovationschauffører uden løn på grund af arbejdsmangel som følge af en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse på et forbrændingsanlæg. Der var enighed om, at virksomheden forinden forgæves havde udfoldet alle rimelige bestræbelser på at finde alternative aflæsningsmuligheder. Efter arbejdsretlig teori og praksis gælder som en almindelig grundsætning, at medarbejdere, hvis arbejdskraft i en periode bliver overflødig på grund af andre arbejderes overenskomststridige arbejdsnedlæggelser eller aktioner, kan hjemsendes uden løn. Det gælder også, hvor parternes overenskomst som det i det foreliggende tilfælde ikke indeholder noget udtrykkeligt forbehold herom. Hovedspørgsmålet var herefter, om der kunne anses at foreligge sådanne særlige omstændigheder, at det efter en konkret afvejning af, hvem der var nærmest til at bære risikoen for de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, ville være urimeligt at pålægge de hjemsendte dagrenovationsarbejdere denne risiko. Arbejdsretten lagde til grund, at lønmodtagersiden stedse havde gjort gældende, at der efter overenskomsten ikke består en sådan adgang. Det kunne imidlertid ikke anses for godtgjort, at der havde været en fælles forståelse mellem parterne om spørgsmålet. Efter bevisførelsen måtte det imidlertid lægges til grund, at begge parter hidtil reelt havde efterlevet det, der var lønmodtagersidens synspunkt. Retten fandt i al fald under disse omstændigheder og under hensyntagen til, at arbejdsnedlæggelsen ikke fandt sted i vognmandsvirksomheden, men i en anden, og at der ikke var påvist et samarbejde mellem de hjemsendte chauffører og de strejkende på forbrændingsanlægget, at de hjemsendte dagrenovationsarbejdere ikke kunne anses for at være nærmest til at bære risikoen for den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse på forbrændingsanlægget. Vognmandsvirksomheden havde derfor ikke været berettiget til at hjemsende medarbejderne uden løn; men da spørgsmålet havde været tvivlsomt, fandtes bod ikke at være forskyldt.
…
Faglige voldgiftsretterAfgørelsernes fulde tekst kan ses på www.arbejdsretten.dk
Fortolkningsspørgsmål mv.
Forlig efter tilkendegivelse af 19. maj 2011 Sag nr. FV2010.0030 Jon Stokholm Dansk El-Forbund for et medlem mod TEKNIQ for Semco Maritime A/S Fortolkning af parternes rammeaftale og lokalaftale (om betaling af kørselsgodtgørelse i forbindelse med kurser)
Forlig efter tilkendegivelse af 25. maj 2011 Sag nr. FV2011.0065 Jytte Scharling (24. maj 2011) PROFOT mod CSC Danmark A/S Fortolkning af protokollat til parternes overenskomst (om indleje af vikarer til udførelse af arbejde, der kan sidestilles med vikararbejde, der efter hidtidig praksis er udført af vikarer ansat af indklagede)
Forlig efter tilkendegivelse af 31. maj 2011 Sag nr. FV Niels Waage (25. maj 2011) HK Privat mod Grafisk Arbejdsgiverforening og Danske Mediers Arbejdsgiverforening Fortolkning af protokollat til den grafiske overenskomst (beregning af løntabstilskud fra kompetenceudviklingsfonden)
Forlig efter tilkendegivelse af 14. juni 2011 Sag nr. FV2011.0013 Poul Søgaard CO-industri for HK/Privat mod DI Overenskomst I ved DI for Dansk Alarm A/S Fortolkning af og afgørelse i henhold til industriens funktionæroverenskomst og lokalaftaler (nedsættelse af arbejdstid eller overarbejdsbetaling ved arbejde på overenskomstmæssige fridage og søgnehelligdage)
Forlig efter tilkendegivelse af 29. juni 2011 FOA for et medlem mod KL for Lemvig Kommune Fortolkning af parternes overenskomst samt afgørelse i henhold til denne og en aftale om orlov til uddannelse (pligt til at betale uddannelsesløn til dagplejer)
Forlig efter tilkendegivelse af 23. august 2011 Sag nr. FV2011.0113 Jon Stokholm Dansk Metalarbejderforbund/Blik- og Rørarbejderforbundet for et medlem mod TEKNIQ for Kirkeberg A/S Afgørelse i henhold til rørprislisten (om arbejde frembød ekstraordinære vanskeligheder, således at det skal afregnes med en højere sats)
Forlig efter tilkendegivelse af 23. august 2011 Sag nr. FV2011.0113 Jon Stokholm Blik- og Rørarbejderforbundet for et medlem mod TEKNIQ for Brøndum A/S Fortolkning af og afgørelse i henhold til rørprislisten (om et i teknisk henseende samlet sprinkleranlæg, der af brandtekniske årsager er adskilt med en magnetventil, overenskomstmæssigt må anses for 2 anlæg)
Særligt vedrørende tillidsrepræsentanter Forlig efter tilkendegivelse af 7. juni 2011 Sag nr. FV2010.0206 Poul Søgaard Finansministeriet, Personalestyrelsen, mod Lærernes Centralorganisation mod Uddannelsesforbundet Afgørelse (om gyldigheden af valg af tillidsrepræsentanter)
Forlig efter tilkendegivelse af 22. juni 2011 Sag nr. FV2011.0016 Poul Sørensen Fagligt Fælles Forbund, Transportgruppen, mod DI Overenskomst I ved DI for Tivoli A/S Fortolkning af arbejdsmiljøbekendtgørelsen og afgørelser (adgangen til at vælge sæsonansatte som arbejdsmiljørepræsentanter og pligt til særlig orientering af sikkerheds- og arbejdsmiljørepræsentanter)
Forlig efter tilkendegivelse af 28. juni 2011 Sag nr. FV2010.0246 Niels Waage PROSA for PROSA/CSC-DK og PROSA/CSC-GIS mod Dansk Erhverv Arbejdsgiver for CSC Danmark A/S Fortolkning af parternes overenskomst og praksis (ret til deltagelse i tillidsrepræsentantkurser)
Spørgsmål om overenskomstbrud mv.
Forlig efter tilkendegivelse af 20. maj 2011 Sag nr. FV2010.0186 Lene Pagter Kristensen HK/STAT for 5 medlemmer mod Finansministeriet, Personalestyrelsen, for SKAT Afgørelse i henhold til parternes overenskomst (formalitetsspørgsmål og om godtgørelse for usaglig opsigelse til personer, der ved de almindelige domstole havde fået godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven)
Forlig efter tilkendegivelse af 9. juni 2011 Sag nr. FV2010.0176 Jytte Scharling CO-industri for Dansk Metal for et medlem mod DI for Skare Meat Packers K/S Afgørelse (om ansættelse var omfattet af industriens overenskomst samt efterbetaling, bod og godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis)
Spørgsmål om usaglig afskedigelse mv.
Afskedigelsesnævnet Forlig efter tilkendegivelse af 17. maj 2011 Sag nr. AN (Afskedigelsesnævnet) 2011.0170 HK/Privat for et medlem mod DI Overenskomst I ved DI for Schur Pack Denmark A/S Afgørelse efter nævnsbehandling i henhold til DA/LO hovedaftalen (om afskedigelse af medarbejder med over 25 års anciennitet var usaglig)
Forlig efter tilkendegivelse af 18. maj 2011 Sag nr. AN (Afskedigelsesnævnet) 2011.0397 Thomas Rørdam (12. maj 2001) 3F for 5 medlemmer mod DI Overenskomst I ved DI for Smurfit Kappa Danmark A/S Afgørelse efter nævnsbehandling i henhold til DA/LO-hovedaftalen (afskedigelse af 4 medarbejdere med 21, 30 og 31 års anciennitet efter omstændighederne ikke usaglig, mens afskedigelse af medarbejder med 33 års anciennitet blev underkendt)
Andet Forlig efter tilkendegivelse af 15. juni 2011 Sag nr. FV2010.0243 Poul Sørensen (10. juni 2011) 3F Offentlig Gruppe mod Region Syddanmark Afgørelse (om der var fornødent grundlag for at bortvise rengøringsassistent)
Forlig efter tilkendegivelse af 16. juni 2011 Sag nr. FV2011.0023 Vibeke Rønne Socialpædagogernes Landsforbund for et medlem mod Region Sjælland Afgørelse (berettigelse af afskedigelse)
Kendelse af 11. juli 2011 Sag nr. AN (Afskedigelsesnævnet) 2011.0049 Lene Pagter Kristensen Fagligt Fælles Forbund, Transportgruppen, for 3F Københavns Chauffører for et medlem mod DI Overenskomst I ved DI for Nobina Danmark A/S Afgørelse (berettigelse af bortvisning af buschauffør, herunder 0-toleranceprincips forenelighed med ledelsesretten og sikkerheden af alkometermåling)
Forlig efter tilkendegivelse af 15. august 2011 Sag nr. FV2010.0251 Jytte Scharling (21. juni 2011) Dansk Dyrlægeforening for et medlem mod Personalestyrelsen for Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet Afgørelse i henhold til parternes overenskomst (godtgørelse for afskedigelse, der var urimelig og ikke begrundet i ansættelsesmyndighedens forhold)
Kendelse af 5. september 2011 Sag nr. FV2011.0072 Vibeke Rønne Gymnasieskolernes Lærerforening for et medlem mod Finansministeriet, Personalestyrelsen, for Herning Gymnasium Afgørelse i henhold til parternes overenskomst (om afskedigelse var sagligt begrundet)
Særligt om tillidsrepræsentanter Forlig efter tilkendegivelse af 21. juni 2011 Sag nr. FV2010.0088 Lene Pagter Kristensen Farmakonomforeningen for et medlem mod Danmarks Apotekerforening for Taastrup Apotek Afgørelse (bod og erstatning i forbindelse med afskedigelse af tillidsrepræsentant)
Forlig efter tilkendegivelse af 27. juni 2011 Sag nr. FV2009.0115 Poul Søgaard Socialpædagogernes Landsforbund mod Kommunernes Landsforening for Faaborg-Midtfyn Kommune Afgørelse og fortolkning af aftale om kontrolforanstaltninger (berettigelse af afskedigelse af sikkerhedsrepræsentant)
Forlig efter tilkendegivelse af 11. august 2011 Sag nr. FV2011.0053 Vibeke Rønne Fagligt Fælles Forbund, Offentlig Gruppe, for et medlem mod Kommunernes Landsforening for Odsherred Kommune Afgørelse (bortvisning af fællestillidsrepræsentant berettiget som følge af bevidste fejl med hensyn til redegørelse for anvendelsen af arbejdstid og adgangen ikke bortfaldet på grund af passivitet)
Vestre Landsrets dom af 17. januar 2011 (12. afd. B-0798-07) Ingeniørforeningen i Danmark som mandatar for et medlem mod DI som mandatar for Babcock og Wilcox ApS
Ingeniør, der var opsagt som knap 60 årig med 22 års anciennitet havde ikke krav på godtgørelse Den pågældende havde arbejdet som teknisk projektleder og været medlem af virksomhedens samarbejdsudvalg blev afskediget sammen med 13 andre, herunder også en anden i hans afdeling, med henblik på at reducere omkostningerne og fokusere mere på det forretningsmæssige. Ingeniøren krævede herefter en godtgørelse svarende til 6 måneders løn, principalt i henhold til loven om information og høring af lønmodtagere § 8 (som tillidsrepræsentant ikke begrundet i tvingende årsager), subsidiært i henhold til forskelsbehandlingslovens § 7 (alder) og mere subsidiært i henhold til funktionærlovens § 2b (ikke rimeligt begrundet i virksomhedens eller funktionærens forhold). Landsretten udtalte (efter spørgsmål vedrørende implementering af direktiv 2002/14 mv. var forelagt og besvaret af EU-domstolen), at loven om information og høring ikke finder anvendelse, hvis virksomheden efter kollektiv overenskomst og aftale havde en pligt til at information og høring, der som minimum svarede til bestemmelsen i det nævnte direktiv, jf. herved lovens § 3. Virksomheden var som medlem af Dansk Arbejdsgiverforening forpligtet af DA/LO-samarbejdsaftalen, der omfatter alle ansatte på virksomheden uanset deres faglige og organisatoriske tilhørsforhold. Loven om information og høring fandt derfor ikke anvendelse på ingeniøren, som følgelig ikke havde krav på godtgørelse i henhold til den. Det måtte efter bevisførelsen lægges til grund, at ingeniøren ikke havde sådanne forretningsmæssige kompetencer, at han burde være tilbudt en stilling som merkantil projektleder, og det var hverken sandsynliggjort, at hans alder eller hans medlemskab af samarbejdsudvalget havde haft indflydelse på beslutningen om at afskedige ham. Virksomheden blev derfor frifundet.
Gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2011 side 1199 (dommen er anket)
Vestre Landsrets ankedom af 28. januar 2011 (9. afd. B-0992-10) HK Danmark som mandatar for et medlem mod en virksomhed Opsigelse af ansat efter samtale, hvor denne havde fortalt, at ægtefællen ønskede et barn mere, ikke i strid med ligebehandlingsloven Indehaveren af en tøjforretning og en prøvetidsansat medarbejder havde den 8. august 2008 en samtale om forretningens varesortiment, kundegrundlag og stillingens indhold, hvorunder den ansatte gav udtryk for et ønske om ændringer. Under samtalen fortalte den ansatte også, at hendes ægtefælle havde givet udtryk for, at han godt kunne tænke sig at få et barn mere, men oplyste samtidig, at hun selv ikke ønskede flere børn; og det kunne hverken anses for godtgjort, at indehaveren reagerede negativt over for disse oplysninger, eller at hun blev bibragt en forventning om, at den ansatte var gravid eller påregnede at blive det i en nær fremtid. I tiden efter samtalen blev partenes indbyrdes forhold anstrengt, og den 22. august blev den ansatte opsagt med henvisning til, at indehaveren mente, at den hun ikke var godt tilpas i ansættelsesforholdet. Uanset den nære tidsmæssige sammenhæng mellem samtalen og opsigelsen var der herefter ikke påvist sådanne faktiske omstændigheder, at der var en formodning for, at ligebehandlingsprincippet var krænket. Bevisbyrdebestemmelsen i ligebehandlingslovens § 16a kunne derfor ikke anvendes; og på den baggrund var det ikke godtgjort, at opsigelsen, der fandt sted i prøvetiden, stred med afskedigelsesværnet i lovens § 9 eller i øvrigt var udtryk for forskelsbehandling i strid med § 4. Den ansatte havde derfor hverken krav på godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 16 eller § 14. Da ansættelsesforholdet ubestridt var omfattet af funktionærloven, var det derimod en tilsidesættelse af ansættelsesbevislovens § 2, stk. 2, nr. 7, at indehaveren i ansættelsesbeviset havde anført, at opsigelsesvarsel var i henhold til gældende regler for funktionærlignende ansatte. Mangelen kunne efter dens karakter ikke anses for at være undskyldelig, og landsretten udmålte herefter med henvisning Højesterets dom af 17. december 2010 (omtalt i NKAs januarnummer) i medfør af lovens § 6 godtgørelsen til 2.500 kr., da det ikke var godtgjort, at mangelen havde haft konkret betydning for den ansatte. Dommen er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2011 side 1230 Sø- og Handelsrettens dom af 2. februar 2011(F-1-10) med udvidet formandskab og sagkyndige dommere HK/Danmark som mandatar for et medlem mod DI som mandatar for en medlemsvirksomhed Ved præmiefritagelse kunne arbejdsgiver beholde sin andel af pensionsbidraget og oppebære erhvervsevnetabserstatningen, så længe medarbejderen fik fuld løn F blev ved sin ansættelse i A omfattet af en obligatorisk firmapensionsordning, som A havde etableret hos Danica Pension. Der var i pensionsordningen et vilkår om præmiefritagelse i tilfælde af medarbejderens nedsatte erhvervsevne. Vilkåret var beskrevet i den dækningsoversigt, som Danica sendte til F. Da der senere indtrådte præmiefritagelse, overtog Danica Pension såvel F's som A's pensionsbidragsbetalinger. A's forpligtelse til som en del af F's samlede arbejdsvederlag at betale arbejdsgiverandelen af pensionsbidraget var derved fortsat opfyldt, og F's pensionsopsparing fortsatte uændret. Herefter, og idet der ikke er aftalemæssige holdepunkter for et andet resultat, kan F ikke gøre krav på at få udbetalt det beløb, som A fik tilbagebetalt som arbejdsgiverandelen af det betalte pensionsbidrag. Vilkåret om udbetaling af erhvervsevnetabserstatning til arbejdsgiveren, så længe medarbejderen modtager fuld løn, måtte efter det foreliggende anses for at være sædvanligt i private firmapensionsordninger. Vilkåret, der måtte anses som velbegrundet og bl.a. egnet til at medvirke til, at medarbejdere, der rammes af sygdom, kan forblive i ansættelsen, modsvaredes af arbejdsgiverens forpligtelse til i ansættelsesperioden at betale medarbejderen fuld løn under sygdom. Herefter og idet F, der under et møde med en repræsentant fra Danica Pension havde underskrevet en pensionsbegæring, hvori det omhandlede vilkår var beskrevet, ved at modtage erstatningsbeløbet i stedet for A ville blive dobbelt kompenseret på A's bekostning, fandtes A at have været berettiget til at oppebære erstatningsbeløbet. Kan ses på www.domstol.dk/soehandelsretten og i Ugeskrift for Retsvæsen 2011 side 1479 Vestre Landsrets ankedom af 10. februar 2011 (2. afd. B-1548-10) En kommune mod Fagforeningen Danmark som mandatar for et medlem
Omfattende brug af tjenestemobiltelefon til private samtaler kunne danne grundlag for opsigelse Sagen drejede sig om, hvorvidt kommunens opsigelse af en integrationskonsulent havde været rimeligt begrundet i dennes eller arbejdsgiverens, eller om vedkommende havde krav på godtgørelse efter funktionærlovens § 2b. Der var ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at en sigtelse for blufærdighedskrænkelse, som den pågældende senere blev dømt for, havde kunnet begrunde eller indgå i begrundelsen for opsigelsen. Integrationskonsulenten havde imidlertid ikke sandsynliggjort, at han havde haft tilladelse til at tage sin tjenestemobiltelefon med på ferie i udlandet, hvor den var blevet brugt. Efter det omfang, som telefonen har været anvendt i, forelå der et sådant misbrug, at det kunne danne grundlag for opsigelse, og han havde følgelig ikke krab på godtgørelse.
Dommen er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2011 side 1809
Vestre Landsrets dom af 25. marts 2011 (13. afd. B-382-10) FTF som mandatar for Dansk Socialrådgiverforening som mandatar for et medlem mod Herning Kommune
Afslag på ansættelse af spastisk lammet ikke udtryk for direkte forskelsbehandling Da den pågældende søgte stillinger som kontanthjælpsrådgiver og socialrådgiver i kommunen, var han nyuddannet og uden erhvervserfaring, bortset fra et praktikophold i forbindelse med uddannelsen. Han gjorde i ansøgningerne sin fortrinsret i henhold til lov om kompensation til handicappede i erhverv mv. § 3, stk. 1, gældende, men fik afslag. Herefter anlagde han under påberåbelse af, at han havde været udsat for direkte forskelsbehandling sag mod kommunen med krav om godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7. Landsretten lagde efter bevisførelsen til grund, at kommunen ved besættelsen af stillingen som kontanthjælpsrådgiver ansatte en ansøger, der var bedre kvalificeret til stillingen, idet den pågældende havde flere års erfaring inden for arbejdsområdet. Det var således vedkommendes bedre kvalifikationer, der var afgørende for beslutningen om at ansætte ham. Sagsøgeren blev derfor ikke fravalgt på grund af sit handicap. Efter bevisførelsen vedrørende besættelsen af stillingen som socialrådgiver lagde landsretten ligeledes til grund, at der var andre ansøgere, der som havde bedre kvalifikationer end sagsøgeren, og at det var begrundelsen for kommunens beslutning om at give ham afslag. På den baggrund, og da der ikke i øvrigt var oplyst omstændigheder, som gav grundlag for at anse afslaget som udtryk for direkte forskelsbehandling, havde sagsøgeren ikke godtgjort, at kommunen havde udsat ham for direkte forskelsbehandling på grund af handicappet, jf. forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 2, ligesom han ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at kommunen havde udsat ham for en sådan direkte forskelsbehandling, jf. lovens § 7 a.
Dommen er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2011 side 1849
Østre Landsrets ankedom af 7. april 2011 (10 afd. S-3357-10) Anklagemyndigheden mod T
Rettelse i erklæring om bortvisning var dokumentfalsk Tiltalte havde til sin arbejdsløshedskasse fremsendt en erklæring fra arbejdsgiveren om bortvisning, hvori han havde ændret begrundelsen fra uvenskab til vold. Landsretten tiltrådte, at bortvisningserklæringen var et dokument, jf. straffelovens § 171 (en skriftlig tilkendegivelse, der er bestemt til at tjene som bevis). Efter bevisførelse lagde retten endvidere til grund, at tiltalte var klar over dette. Da han ændrede ordlyden i dokumentet, gav han det et indhold, som ikke hidrører fra den angivne udsteder, hvilket han også vidste. Fremsendelsen af det falske dokument til arbejdsløshedskassen var derfor dokumentfalsk, idet han var klar over, at dokumentet skulle indgå i arbejdsløshedskassens sagsbehandling. Tiltalte var derfor med rette idømt 40 dages betinget fængsel.
Dommen er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2011 side 2176
Østre Landsrets kendelse af 14. april 2011 (11. afd. B-2021-10) CO-Industri som mandatar for et medlem mod DI som mandatar for Grundfos A/Si
Ikke grundlag for at forelægge spørgsmål om sygemelding under ferie for EU domstolen Under en sag om en lønmodtagers ret til erstatningsferie i et tilfælde, hvor han efter at have påbegyndt ferie i sommeren 2009 blev udsat for et ulykkestilfælde med sygemelding til følge, ønskede arbejdsgiversiden mod lønmodtagersidens protest at stille EU-domstolen præjudicielle spørgsmål til belysning af forståelsen af det bag ferielovens § 13, stk. 2 (hvis en lønmodtager er syg, når ferien begynder, har han ikke pligt til at påbegynde den), liggende direktiv 93/104, nu 2003/88, om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden art. 7, stk. 1 (medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle lønmodtagere får en årlig betalt ferie af mindst 4 ugers varighed i overensstemmelse med de kriterier for opnåelse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og/eller praksis):
1) Skal bestemmelsen fortolkes således, at den er til hinder for nationale bestemmelser eller kollektive overenskomster, hvorefter en arbejdstager, der bliver sygemeldt efter, at den ferie på 4 uger, der er omfattet af direktivet, og som er fastsat eller aftalt i henhold (til) national ret eller kollektive overenskomsts bestemmelser herom, er påbegyndt, ikke har ret til at afbryde denne ferie på grund af sygemeldingen eller ret til erstatningsferie svarende til afbrydelsens længde og efter raskmelding at afholde denne ferie på et andet tidspunkt end oprindelig fastsat? 2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, forpligter bestemmelsen da den nationale ret til, i en tvist mellem private, til at tilsidesætte en modstridende national bestemmelse? 3) Såfremt det andet spørgsmål også besvares bekræftende, gælder dette da også, såfremt de faktiske omstændigheder i sagen, der ligger til grund for søgsmålet, har fundet sted før EU-domstolen har afsagt dom om det i spørgsmål 1 stillede spørgsmål?
Der henvistes i den forbindelse til Pereda-dommen (C-277/08) samt de forenede sager C-350/06 og 520/06, der er omtalt i en rapport af september 2010 fra arbejdsgruppen om ferie og sygdom:
Beskæftigelsesministeriets samlede vurdering På baggrund af domstolens udtalelser i de to afgørelser er det ministeriets vurdering, at det er tvivlsomt om ferielovens gældende ordning, hvorefter lønmodtager bærer risikoen for sygdom, der opstår under ferien, fuldt ud vil kunne opretholdes, hvis spørgsmålet om ordningens overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 forelægges EU-domstolen.
På den baggrund rettede LO i december 2010 henvendelse beskæftigelsesministeren vedrørende opfølgningen på arbejdsgruppen vurderinger arbejde, men ministeren svarede i januar 2011, at hun havde noteret sig, at arbejdsmarkedets parter ikke var enige i fortolkningen af de relevante EU-domme om andre landes ferieregler og om, hvilke konsekvenser, der skal drages deraf i forhold til den danske ferielov. Hun ville derfor afvente om spørgsmålet skulle forelægges for EU-domstolen i forbindelse med den verserende sag.
Landsretten fandt, at det af arbejdsgiversiden rejste spørgsmål 1 med fornøden klarhed var afgjort i forbindelse med Pereda-dommen, og at der allerede derfor ikke var grundlag for at forelægge spørgsmål 1 og 2 for domstolen.
I relation til spørgsmål 3 henviste landsretten til dommen i C-262/88, hvoraf bl.a. fremgår:
Som Domstolen anerkendte i dommen af 8. april 1976, Defrenne (43/75), kan den undtagelsesvis under hensyntagen til de alvorlige forstyrrelser, dommen kan medføre for så vidt angår begivenheder i fortiden, se sig foranlediget til at begrænse de berørtes muligheder for at påberåbe sig den fortolkning, Domstolen anlægger af en bestemmelse på grundlag af præjudiciel anmodning. En sådan begrænsning kan kun tillades af Domstolen i selve den dom, hvori der træffes afgørelse om den fortolkning, der er anmodet om.
Herefter fandt retten heller ikke grundlag for at forelægge dette spørgsmål for EU-domstolen.
Kendelsen er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2011 side 2179
Højesterets dom af 24. maj
2011(149/2008, 150/2008, 151/2008 og
196/2008)
Medarbejdere omfattet af pensionsforsikring som led i arbejdsmarkedspensionsordning, selv om præmie var betalt for sent Sagerne angik dækning under nogle pensionsforsikringsordninger, der er aftalt som led i kollektive overenskomster på det offentlige arbejdsmarked. Pensionsforsikringsordningerne omfatter bl.a. en invalidepensionsdækning, der er etableret som en obligatorisk del af de pågældende ordninger på kollektivt grundlag og uden helbredsbedømmelse, og som skal dække, når erhvervsevnen før det 65. år nedsættes med mindst 2/3. I de foreliggende sager havde medarbejderne A, B og C mistet 2/3 af deres erhvervsevne, efter at de opfyldte overenskomstens kriterier for at være omfattet af pensionsforsikringsordningen. Ved en fejl havde deres arbejdsgivere, kommunerne, imidlertid ikke fået indbetalt pensionsbidrag og dermed fået A, B og C tilmeldt på det tidspunkt, hvor de opfyldte kriterierne for at være omfattet af ordningen, men først efter, at de havde mistet 2/3 af deres erhvervsevne. Hovedspørgsmålet i sagerne var, om A, B og C var omfattet af invalide-pensionsdækningen fra det tidspunkt, hvor overenskomstens kriterier for at være omfattet af forsikringen var opfyldt, eller om dækning først kunne indtræde, når den enkelte medarbejder var tilmeldt ordningen ved, at første pensionsbidrag indbetales. Højesteret fastslog, at forsikringsselskabet ikke havde været berettiget til efter kommunernes indbetaling af pensionsbidrag at nægte A, B og C dækning under pensionsordningernes obligatoriske invalideforsikring på de vilkår, som ville have været gældende, hvis arbejdsgiveren havde påbegyndt indbetalingen af pensionsbidrag rettidigt. Højesteret fandt ved fortolkning af aftalegrundlaget for pensionsforsikringsordningerne - overenskomsterne, overenskomstparternes aftaler om pension (rammeaftaler) og selskabets forsikringsbetingelser - at rettidig indbetaling af første pensionsbidrag for en medarbejder, der opfyldte de fastsatte kriterier for at være omfattet af ordningen, ikke var en betingelse for, at den obligatoriske invalideforsikringsdel trådte i kraft for medarbejderen på det tidspunkt, hvor medarbejderen opfyldte kriterierne, og indbetalingspligten for arbejdsgiveren dermed blev udløst. Det var derfor efter forsikringsbetingelserne uden betydning for retsstillingen, at A, B og C havde mistet 2/3 af erhvervsevnen, før deres arbejdsgivere indbetalte de skyldige pensionsbidrag til forsikringsselskabet. Landsretten var nået til et andet resultat. Med rettens tilladelse gengivet efter www.domstol.dk/hojesteret, hvor hele dommen kan ses Højesterets dom af 27. maj 2011 (286/2009). Helsingør Kommune og Hillerød Kommune mod Dansk Socialrådgiverforening som mandatar for et medlem Kommune handlede i strid med persondataloven, da den som reference bl.a. oplyste, at en tidligere medarbejder mistænktes for at have et alkoholproblem Som følge af højt sygefravær blev A opsagt fra sin stilling som socialrådgiver i kommunen H's voksenafdeling. Forinden havde A haft to sygefraværssamtaler med sin ledelse, hvorunder A blev konfronteret med ledelsens mistanke om, at A havde et alkoholproblem. A bestred oplysningen, ligesom A efter samtalerne, men inden sin opsigelse, sendte et brev til sin overordnede leder, hvori hun anmodede om, at der blev sat en stopper for de "ondsindede rygter". Efter opsigelsen blev A af arbejdsformidlingen henvist til en jobsamtale med D i kommunen S, der havde en stilling ledig som socialrådgiver i børn- og ungeområdet. I forbindelse med samtalen gav A tilladelse til, at D kunne indhente referenceoplysninger hos H. D kontaktede H telefonisk og blev bl.a. oplyst om, at ledelsen havde mistænkt A for at have et alkoholproblem, og at A havde bestridt dette. D kontaktede derpå A og oplyste hende om de modtagne oplysninger, samt om at man ikke fandt, at hun havde de fornødne kvalifikationer. Sagen vedrørte herefter, om H og S' behandling af oplysningen om mistanken mod A var i strid med forvaltningsloven, helbredsoplysningsloven eller persondataloven, herunder bl.a. om A's samtykke omfattede H's videregivelse, og om S havde foretaget fornøden partshøring. Byretten frifandt kommunerne, idet retten udtalte, at A havde givet samtykke, og at oplysningen var saglig og korrekt. Landsretten fandt begge kommuners håndtering af oplysningen omfattet af og i strid med helbredsoplysningsloven, og at de hver især skulle betale A 25.000 kr. i godtgørelse herfor. Højesteret fandt ikke en behandling af oplysninger om misbrug af nydelsesmidler omfattet af helbredsoplysningsloven, således som denne lovs formål og indhold må fortolkes. Med henvisning til persondatalovens anvendelsesområde efter de dagældende regler lagde Højesteret endvidere efter bevisførelsen til grund, at notaterne over sygefraværssamtalerne med A var oprettet på et almindeligt tekstbehandlingssystem, og at de fortsat blev behandlet elektronisk. Højesteret udtalte herefter, at H's videregivelse - uanset om den måtte være sket ud fra lederens hukommelse - var omfattet af loven. Højesteret udtalte endvidere, at en oplysning om alkoholmisbrug er omfattet af begrebet "helbredsoplysning", som dette er anvendt i persondatalovens § 7, og at A's samtykke til at indhente referenceoplysninger ikke omfattede en sådan følsom oplysning. H måtte i den forbindelse vide, at oplysningen kunne være skadelig for A, ligesom A havde bestridt oplysningen. Videregivelsen var derfor i strid med persondataloven, og H skulle betale A 25.000 kr. i godtgørelse herfor. For så vidt angik kommunen S henviste Højesteret til kravene i forvaltningslovens § 29 om indhentning af oplysninger i ansøgningssager. Højesteret lagde imidlertid til grund, at A's tidligere leder oplyste D om mistanken mod A, uden at D direkte havde spurgt herom. S havde derfor ikke indhentet oplysninger om A i strid med forvaltningsloven. Efter bevisførelsen fandt Højesteret derimod, at S - allerede inden D kontaktede A om de modtagne oplysninger - havde besluttet ikke at ansætte A, men at S burde have foretaget partshøring. Da den manglende partshøring ikke havde haft betydning for S' beslutning, var der dog ikke grundlag for at pålægge S at betale A godtgørelse herfor. Højesteret ændrede dermed landsrettens dom. Med rettens tilladelse gengivet efter www.domstol.dk/hojesteret, hvor hele dommen kan ses Højesterets dom af 31. maj 2011 (157/2009) Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund som mandatar for et medlem mod Lønmodtagernes Garantifond Manglende godkendelse af uddannelsessted for en frisørelev udløste ikke krav på efterbetaling af differencen op til mindsteløn (svendeløn) hos Lønmodtagernes Garantifond A blev ved skriftlig uddannelsesaftale af 1. april 2005 ansat som elev i en frisørsalon. Uddannelsesaftalen blev af arbejdsgiveren indsendt til As skole, hvor den blev modtaget den 20. april 2005. A gennemførte et skoleophold i perioden fra 1. august til den 2. september 2005. Den 1. september 2005 ophørte ejeren af salonen, B, som selvstændig erhvervsdrivende. As fagforbund, Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund, rettede ved brev af 5. oktober 2005 henvendelse til Danmarks Frisørmesterforening med krav om udbetaling af løn, som A havde til gode hos B inden den 7. oktober 2005. Under parternes efterfølgende drøftelser af sagen oplyste Frisørfagets Fællesudvalg, at salonen ikke var godkendt som uddannelsessted for A. Som følge heraf anmeldte Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund på vegne af A overfor Lønmodtagernes Garantifond (LG) bl.a. et krav om efterbetaling af løn m.v. svarende til den overenskomstmæssige svendeløn (mindstelønnen) i frisørfaget regnet fra starten af ansættelsesforholdet, den 1. april 2005 og frem til den 7. oktober 2005. Efter korrespondance med Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund afviste LG kravet, idet man samtidig oplyste, at man var villig til at foretage udbetaling svarende til sagsøgerens manglende elevløn for udført arbejde samt løndifferencen op til overenskomstmæssig elevløn, feriegodtgørelse og tabserstatning for mistet opsigelsesvarsel svarende til 3 måneders elevløn. Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund anlagde herefter sag ved domstolene med påstand om betaling af differencen op til mindstelønnen (svendeløn) efter overenskomsten, idet man til støtte herfor bl.a. gjorde gældende, at aftalen om elevløn var ugyldig, idet forudsætningerne herfor var svigtet, da uddannelsesstedet ikke blev godkendt, og da A måtte starte forfra i det senere uddannelsesforløb. LG påstod heroverfor frifindelse, idet man til støtte herfor bl.a. gjorde gældende, at godkendelsen af uddannelsesstedet ikke er en gyldighedsbetingelse, og at et eventuelt erstatningskrav fra A for forsinket uddannelse m.v. ikke var omfattet af garantien efter loven om Lønmodtagernes Garantifond, jf. konkurslovens § 95. Højesterets flertal på tre dommere udtalte, at det efter lov om erhvervsuddannelser ikke er en betingelse for at indgå en uddannelsesaftale, at arbejdsstedet på forhånd er godkendt som praktiksted. Det forhold, at B i løbet af ansættelsesforholdet blev insolvent kunne ikke i sig selv føre til, at A ikke længere var bundet af uddannelsesaftalens lønvilkår, men gav hende derimod ret til at hæve aftalen og kræve erstatning for Bs manglende opfyldelse af de påtagne uddannelsesforpligtelser, jf. erhvervsuddannelseslovens § 65. Et sådant krav er imidlertid ikke omfattet af konkurslovens § 95, hvorfor kravet ikke kan gøres gældende mod LG. Højesterets mindretal på to dommere ville tilkende A efterbetaling. Landsretten var nået til samme resultat som Højesterets flertal. Med rettens tilladelse gengivet efter www.domstol.dk/hojesteret, hvor hele dommen kan ses Sø- og Handelsrettens dom af 20. juni 2011 (F-5-10) med udvidet formandskab og faglige dommere HK Danmark som mandatar for et medlem mod Lønmodtagernes Garantifond
Medarbejder i fleksjob på motionscenter var under hensyn til arbejdsopgavernes karakter ikke omfattet af funktionærloven Efter funktionærlovens § 1, stk. 1, forstås ved funktionærer a) handels- og kontormedhjælpere, beskæftiget ved køb eller salg, ved kontorarbejde eller dermed ligestillet lagerekspedition, b) personer, hvis arbejde består i teknisk eller klinisk bistandsydelse af ikke-håndværks- eller -fabriksmæssig art, og andre medhjælpere, som udfører et arbejde, der kan sidestilles hermed, c) personer, hvis arbejde udelukkende eller i det væsentlige består i på arbejdsgiverens vegne at lede eller føre tilsyn med udførelsen af andres arbejde samt d) personer, hvis arbejde overvejende er af den under a) og b) angivne art). Sø- og Handelsretten fremhævede, at afgørelsen af, om en ansat er omfattet af funktionærloven må ske efter en konkret vurdering af det arbejde, den pågældende ansatte har udført, og at bevisbyrden for, at der overvejende er udført funktionærarbejde, påhviler vedkommende. Om en fitnessinstruktør er funktionær eller ej, beror derfor på den enkeltes arbejdsopgaver, og det kan ikke udelukkes, at der i visse tilfælde kan foreligge funktionærstatus, jf. funktionærlovens § 1. Efter bevisførelsen lagde retten til grund, at den pågældendes ugentlige arbejdstid var 20-25 timer, og at hans eneste faste opgaver med fitnessinstruktion var 4-5 spinningtimer om ugen, hvortil kom forberedelse af timerne og feed-back til deltagerne. Ledelse af holdtræning som f.eks. spinning kan ikke betragtes som en klinisk bistandsydelse eller en teknisk bistandsydelse eller hermed sidestillet arbejde efter funktionærlovens § 1, stk. 1, litra b. Det kunne endvidere lægges til grund, at den pågældende i et vist omfang vejledte kunder om bl.a. brug af træningsmaskiner og i meget begrænset omfang lejlighedsvist lagde eller justerede træningsprogrammer. Sådan lejlighedsvis vejledning, der under hensyn til den pågældendes manglende idrætsmæssige uddannelse næppe har haft karakter af grundig individuel rådgivning og bistand, kunne efter rettens vurdering heller ikke anses for teknisk eller klinisk bistandsydelse eller arbejde sidestillet hermed, jf. funktionærlovens § 1, stk. 1, litra b. Den andel af den pågældendes arbejde, der vedrørte køb og salg, måtte ligeledes anses for at have været af ganske beskedent omfang. Den pågældendes hovedarbejdsopgave var følgelig udover spindingstimerne opfyldning af dispensere, lettere rengøring og vedligeholdelse af træningsmaskiner. Denne type opgaver er ikke omfattet af funktionærloven, og den pågældende havde følgelig ikke udført et arbejde, der overvejende var af den i funktionærlovens § 1 a og b nævnte karakter.
Dommen kan ses på www.domstol.dk/soehandelsretten
Højesterets dom af 20. juni 2011 (53/2010) Henrichsen & Co. Statsautoriseret Revisionsaktieselskab mod A
Aftale om lønnedgang med umiddelbar virkning stred hverken mod funktionærloven eller almindelige ugyldighedsregler A skulle ikke som påtænkt ved ansættelsen i revisionsfirmaet optages som partner i firmaet. A accepterede i den forbindelse at blive i firmaet som almindelig ansat revisor med en dertil følgende øjeblikkelig lønnedgang på 8.000 kr. om måneden. Spørgsmålet var, om dette var i strid med funktionærlovens § 21, jf. § 2 eller de almindelige ugyldighedsregler. Højesteret udtalte, at funktionærlovens § 2 angår varslet i tilfælde, hvor en ansættelsesaftale bringes til ophør ved opsigelse, dvs. ved en ensidig erklæring fra arbejdsgiverens eller funktionærens side, og at lovens § 21, hvorefter lovens bestemmelser ikke ved aftale kan fraviges til ugunst for funktionæren, ikke er til hinder for, at parterne indgår aftale om, at funktionæren skal fratræde straks eller i øvrigt på et tidligere tidspunkt end det, til hvilket opsigelse fra arbejdsgiverens side kunne være sket. På tilsvarende måde er lovens § 21 ikke til hinder for, at parterne indgår aftale om, at en lønnedsættelse eller en anden væsentlig ændring af ansættelsesvilkårene skal træde i kraft straks eller på et tidligere tidspunkt end det, til hvilket opsigelse kunne være sket. Herefter kunne den indgåede aftale om, at As løn med øjeblikkelig virkning skulle nedsættes med 8.000 kr. om måneden, ikke anses for stridende mod funktionærlovens § 21, jf. § 2. Højesteret udtalte videre, at en aftale om, at funktionæren skal fratræde, eller at en væsentlig vilkårsændring skal gennemføres, med virkning fra et tidligere tidspunkt end det, til hvilket opsigelse fra arbejdsgiverens side kunne have fundet sted, kan tilsidesættes i medfør af almindelige ugyldighedsregler, herunder navnlig aftalelovens § 36 og læren om bristede forudsætninger. Højesteret fandt, at der på baggrund af sagens omstændigheder ikke var grundlag for at tilsidesætte aftalen som ugyldig, hverken i medfør af aftalelovens § 31 eller i medfør af andre regler. Højesteret ændrede hermed landsrettens dom (dissens). Med rettens tilladelse gengivet efter www.domstol.dk/hojesteret, hvor hele dommen kan ses
Højesterets dom af 23. juni 2011 (317/2009). Nikolaj Ærtebjerg mod MACH ApS
Forpligtelse til at tilbagesælge aktier erhvervet gennem et investeringsprogram, der ikke var omfattet af funktionær- eller aktieoptionsloven, tilsidesat efter aftalelovens § 36 A, der var ansat i en lederstilling i MACH ApS, blev i 2005 tilbudt at deltage i et investeringsprogram (SMEIO), hvor han erhvervede aktier i MACH ApS' moderselskab WP II. Aktierne blev erhvervet fra MACH-koncernens holdingselskab WP IV, og købet skete gennem et agentselskab i Luxembourg. I henhold til en aftale (Fiduciary Agreement) indgået mellem blandt andre investorerne, WP II, WP IV og agenten, bevarede agenten ejendomsretten til aktierne på investorernes vegne og udøvede visse rettigheder over disse. De økonomiske fordele tilfaldt investorerne. Aktierne skulle efter aftalen tilbagesælges, hvis investoren fratrådte sin stilling i MACH. I 2005 investerede A 8.780 € i 878 af WP II's aktier. I december 2006 blev A opsagt. A anlagde sag mod MACH ApS med bl.a. påstand om, at han ikke var forpligtet til at tilbagesælge aktierne, men havde ret til at erhverve og beholde dem. Sagen rejste også spørgsmål om, hvorvidt det danske datterselskab var rette sagsøgte, om sagen kunne anlægges i Danmark, og om A kunne gøre de ufravigelige bestemmelser i funktionærlovens § 17 a, aktieoptionsloven samt aftalelovens § 36 gældende. Højesteret tiltrådte landsrettens afgørelse om, at tilbuddet om deltagelse i SMEIO-programmet udgjorde et sådan led i ansættelsesforholdet, at A's krav kunne rettes mod MACH ApS, at sagen kunne anlægges i Danmark, og at A kunne påberåbe sig de ufravigelige bestemmelser i funktionærlovens § 17 a, aktieoptionsloven og aftalelovens § 36. Højesteret tiltrådte endvidere, at hverken aktieoptionsloven eller funktionærlovens § 17 a fandt anvendelse. Landsretten fandt, at der ikke var grundlag for at anvende aftalelovens § 36. Herom udtalte Højesteret, at man ved vurderingen af, om tilbagesalgspligten skulle tilsidesættes efter aftalelovens § 36, måtte tage udgangspunkt i, at adgangen til investering i SMEIO-programmet var opnået i kraft af ansættelsen i MACH. Der måtte endvidere lægges vægt på, at medarbejderne var stillet en mulighed for betydelig gevinst i udsigt, og at investeringsprogrammet i første række var begrundet i et ønske om at fastholde medarbejderne. Højesteret fandt det på den baggrund urimeligt at gøre tilbagesalgspligten gældende i det konkrete tilfælde, hvor A var opsagt af virksomheden uden, at opsigelsen skyldtes misligholdelse fra A's side, jf. herved principperne i og hensynene bag aktieoptionslovens § 5. Højesteret gav herefter A medhold i, at han var berettiget til at bevare sine aktier, som om han fortsat var ansat. Højesteret ændrede dermed landsrettens dom. (Dissens for at stadfæste landsrettens dom). Med rettens tilladelse gengivet efter www.domstol.dk/hojesteret, hvor hele dommen kan ses Sø- og Handelsrettens dom af 29. juni 2011 (F-6-10) med faglige dommere HK Danmark som mandatar for et medlem mod Bjørn Klamer A/S
Opsigelse af medarbejder var i strid med familiefarværsloven/sygepasningsorlovsloven Efter § 1, nr. 1, i loven om lønmodtageres ret til fravær fra arbejde af særlige familiemæssige årsager har en medarbejder ret til fravær, når tvingende familiemæssige årsager gør sig gældende i tilfælde af sygdom eller ulykke, der gør medarbejderens umiddelbare tilstedeværelse påtrængende nødvendig (force majeure), og efter § 4, stk. 1, må en arbejdsgiver må ikke afskedige en medarbejder, fordi den pågældende har fremsat krav om udnyttelse af retten til fravær, udnytter retten til fravær eller har været fraværende efter lovens bestemmelser. Afskediges medarbejderen alligevel, har den pågældende efter § 4,stk. 2, krav på en godtgørelse fra arbejdsgiveren. Sø- og Handelsretten lagde til grund, at den pågældendes ægtefælle, der den 24. juni 2009 var blevet hospitalsindlagt, under indlæggelsen lørdag den 27. juni blev ramt af en kraftig lungebetændelse og gik i leverkoma og natten til søndag blev lagt i respirator på intensivafdelingen. Retten lagde videre til grund, at ægtefællen var i akut risiko for at afgå ved døden, hvilket hospitalets læger orienterede den pågældende om. På den baggrund fandt retten, at der gjorde sig sådanne tvingende familiemæssige årsager gældende, at den pågældendes tilstedeværelse hos den sygdomsramte ægtefælle var påtrængende nødvendig. Vedkommende havde derfor ret til fravær fra sit arbejde. Under de anførte omstændigheder, og da der ikke i øvrigt var grundlag for at anse opsigelsen for rimeligt begrundet i den pågældendes forhold, fandt retten, at opsigelsen, som fandt sted den 29. juni, og i hvilken der var henvisning til den pågældendes manglende fremmøde og en række omstændigheder og problemer denne dag, måtte anses at have været i strid med familiefra-værsloven, hvorfor arbejdsgiveren skulle betale en godtgørelse, der under hensyn hendes ansættelsestid (knap 2 år) og sagens omstændigheder i øvrigt passende kunne fastsættes til 4 måneders løn.
Dommen kan ses på www.domstol.dk/soehandelsretten
Sø- og Handelsrettens dom af 16. august 2011 (F-3-09) med faglige dommere HK Danmark som mandatar for et medlem mod advokat A
Bortvisning under fremhævelse af ADHD-diagnose stred mod forskelsbehandlingsloven Efter forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 2, foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af bl.a. handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation; og efter lovens § 7, stk. 1, kan personer, hvis rettigheder er krænket ved forskelsbehandling tilkendes en godtgørelse. Den pågældende forklarede, at hun hos sig selv genkendte de lægelige beskrivelse af ADHD-lidelsen (medfødt tilstand af stationær karakter, der kan henføres til en forstyrret hjernekemi, og som medfører et nedsat funktionsniveau, hvor der kan være fra ingen særlige krav og op til vidtgående behov for hjælp til støjreduktion, struktur og disponering af tid på den pågældendes arbejdsplads), og at hun opfattede sig som handicappet, hvis dette defineres som tab af muligheder for at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. 4 dage efter, hun var begyndt at arbejde som barselsvikar på et advokatkontor, blev hun bortvist under henvisning til manglende information om sin diagnosticerede helbredsmæssige tilstand, senere præciseret med henvisning til, at lidelsen kræver løbende terapi hos psykolog, psykiater og fysioterapeut samt speciel indretning af arbejdspladsen og risiko for voldsomme konflikter i forhold til kontorets klientel. Under de således foreliggende omstændigheder og med bemærkning, at det måtte anses at være en konsekvens af det af advokaten anførte med hensyn til den pågældendes muligheder for med ADHD-lidelsen at varetage sekretærfunktionerne på kontoret, at hun også efter hans opfattelse måtte anses for handicappet, fandt Sø- og Handelsretten, at bortvisningen var sket med urette og i strid med forskelsbehandlingsloven. Med tilføjelse, at der ikke var grundlag for at antage, at den pågældende havde undladt at meddele oplysninger om sine helbredsforhold, som hun burde have givet, tillagde retten hende efter sagens omstændigheder, herunder ansættelsesforholdets varighed og tidsbegrænsede karakter, en godtgørelse svarende til 4 måneders løn.
Dommen kan ses på www.domstol.dk/soehandelsretten
Højesterets dom af 23. august 2011 (224/2010) A mod Rederiforeningen af 2010 som mandatar for Esvagt A/S
Sag om fortolkning af overenskomst afvist fra de almindelige domstole A, som var rederiansat sømand hos E A/S, blev afskediget som følge af sygdom og modtog af E A/S sygehyre i en periode på 2 måneder. A anlagde sag mod E A/S ved Sø- og Handelsretten med krav om hyre i yderligere 4 måneder. Under behandlingen af sagen fremkom en erklæring fra A's faglige organisation om, at organisationen ikke ville forfølge sagen. På baggrund af denne erklæring anså Sø- og Handelsretten sig herefter kompetent til at behandle sagen og afsagde dom. Dommen blev anket til Højesteret, som udskilte spørgsmålet om domstolenes kompetence til særskilt afgørelse. Højesteret fandt, at A's krav byggede på anbringender om fortolkning af en overenskomsts regler. Højesteret udtalte, at sager om fortolkning af overenskomsten ikke kunne anlægges ved de almindelige domstole, men i stedet skal indbringes for faglig voldgift, medmindre det godtgøres, at den faglige organisation ikke agter at iværksætte fagretlig behandling, jf. bestemmelser i overenskomsten samt reglerne i arbejdsretslovens § 21, nr. 1, og § 22, stk. 1. Videre udtalte Højesteret, at det ikke kan antages, at det i tilfælde, hvor den faglige organisation er indstillet på at forfølge et eventuelt krav, har været tilsigtet, at give frit valg mellem det fagretlige system og domstolene. Efter formuleringen af erklæringen fra den faglige organisation, som ansås kun at være afgivet for at undgå, at Sø- og Handelsretten afviste sagen, og det forhold, at organisationen betalte for A's sagsførelse for domstolene, fandt Højesteret det ikke godtgjort, at organisationen ikke vil forfølge A's krav. Højesteret ophævede derfor Sø- og Handelsrettens dom og afviste sagen fra de almindelige domstole. Med rettens tilladelse gengivet efter www.domstol.dk/hojesteret, hvor hele dommen kan ses
Litteratur
Kia Dollerschell: Bortvisning Giver på baggrund af ca. 800 trykte og utrykte domme, kendelser
og tilkendegivelser en samlet fremstilling af de mange
ansættelsesretlige problemstillinger, der knytter sig til
bortvisningssituationen. Bogen er opdelt i en juridisk litterær
del, der gennemgår de væsentligste juridiske problemstillinger og
en anden del, der gennemgår retspraksis i bortvisningssager
rubriceret efter emne. 405 sider. 650 kr.
Flemming Dreesen: Ferieloven 18. udgave af den udførlige lovkommentar, opdateret i forhold til såvel ny praksis som ny lovgivning, herunder ændringen af reglerne om fritstilling og opsigelse og kontant udbetaling, samt omtale af det eFeriekort, der er indført på DA-området. Indeholder både de vigtigste regler i fuld tekst og et stikordsregister. DA Forlag 2011 580 sider. 660 kr. + moms Ole Hasselbalch: Foreningsret 4. udgave af værket, der giver en beskrivelse af de regler, der
omgærder foreninger og organisationer, der virker til opnåelse af
ideelle mål og ikke for tilvejebringelsen af økonomisk gevinst.
Fremstillingen er koncentreret om de retsregler, der får foreningen
til at fremstå som juridisk person med egen identitet, dvs. om
principperne for den interne organisation og styring og for denne
juridiske persons optræden i forhold til omverdenen. 432 sider. 1.200 kr. Kan også læses på ArbejdsRet Online i en
løbende opdateret udgave. Om rekonstruktion af insolvente virksomheder
Ketilbjørn Hertz: Rekonstruktion af insolvente virksomheder Gennemgår de ny regler, der på baggrund af Konkursrådets betænkning 1512/209 ved lov nr. 718 af 25. juni 2010 pr. 1. april 2011 blev indsat i konkursloven og forskellige andre love til afløsning af reglerne om betalingsstandsning og tvangsakkord. Formålet med loven er at forbedre mulighederne for, at virksomheder, der har økonomiske vanskeligheder, kan videreføres i stedet for at blive erklæret konkurs ved at skabe de lovgivningsmæssige rammer for effektivt at understøtte bestræbelser på at videreføre levedygtige virksomheder, samtidig med at fordringshavernes interesser tilgodeses. Juristen 2011/2, der også kan ses på www.djoef.dk
Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, Lasse Højlund Christensen, Kim sommer Jensen, Christian Jul Madsen og Andreas Kærsgaard Mylin: Rekonstruktion - teori og praksis. Giver en grundig beskrivelse de forskellige aspekter af rekonstruktionen af en virksomhed og de forskellige modeller, der kan anvendes i behandlingen. Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2011 614 sider. 850 kr. Værket er anmeldt i Ugeskrift for Retsvæsen 2011 B side 270
Mette Klingsten og Lars Lindencrone Petersen: Lønmodtagere og rekonstruktionsbehandling - den ufuldendte? Gennemgår de dele af de ny regler om rekonstruktionsbehandling, som har særlig betydning for lønmodtagerne, men den konklusion at reglerne har en række meget uheldige konsekvenser. Ugeskrift for Retsvæsen 2011 B side 191
Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen: Lønmodtagere og rekonstruktionsbehandling - det fuldendte billede Tilbageviser kritikken i ovennævnte artikel og afviser, at Konkursrådet burde have forsinket rekonstruktionsreformen for samtidig at reformere de insolvensretlige regler for lønmodtagere. Ugeskrift for Retsvæsen 2011B side 265
Carl S. Madsen: Din arbejdsgiver er fallit - men bliver du ikke lige på arbejde? Kurator skal indtræde som arbejdsgiver for ansatte, som efter konkursen fortsat skal arbejde for virksomheden Advokatens 5/2011 side 36, der også kan ses på www.advokatsamfudnet.dk
Håndbog
Anne-Lise Heidelberg: Løn- og personaleadministration 13. udgave af opslagsværket, der behandler de lovmæssige krav, som en løn- og personaleafdeling skal kende for at kunne foretage korrekt lønadministration, opdelt i hovedafsnittene ansættelse, forhold for ansatte og fratrædelse. Årets udgave har fokus på forhold ved ansættelse af udlændinge og omtaler de ny regler på sygedagpengeområdet, der træder i kraft i 2012. Centrale blanketter og eksempler er medtaget som bilag, herunder en række engelsksprogede, og der er henvisninger til relevante hjemmesider. DA Forlag 2011 572 sider. 590 kr. + moms
Vejledninger
Linda Rudolph Greisen og Flemming Dreesen: Kort om ansættelsesbeviser 2. udgave gennemgår på enkel og overskuelig måde de vigtigste regler i loven om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet og den nyeste praksis om godtgørelsesniveauet med regelgrundlaget optaget som bilag. DA Forlag 2011 62 sider. 120 kr. + moms
Linda Rudolph Greisen: Kort om funktionærloven 16. udgave giver en overskuelig fremstilling af centrale ansættelsesretlige forhold for funktionærer, herunder regler uden for funktionærloven, med hovedvægten på de spørgsmål, en arbejdsgiver dagligt bliver stillet over for. DA Forlag 2011 58 sider. 120 kr. + moms
Flemming Dreesen: Kort om ferieloven 13. udgave giver en kort overskuelig fremstilling af reglerne på området, herunder vedørende optjening af ferie, planlægning af ferie, ferie under barsel, ferielukning, fritstilling og opsigelse samt kontant udbetaling af feriepenge samt eFeriekort. En tjekliste og ferieloven er optaget som bilag. DA Forlag 2011 92 sider 140 kr. + moms
Linda Rudolph Greisen og Sven-Peter Nygaard: Kort om ansættelse af børn og unge Gennemgår de særlige regler efter de seneste stramninger med detaljeret fokus på såvel arbejdsmiljø som ansættelsesret. Indeholder både de vigtigste regler i fuld tekst og et stikordsregister. DA Forlag 2011 66 sider. 120 kr. + moms
Årsberetning
Arbejdsrettens og Tjenestemandsretternes årsberetning 2010 Redegør for retternes organisation og virksomhed med særlig omtale af nogle aktuelle spørgsmål (kompetence, omkostninger, virksomhedsoverdragelse og identitet, bod og pensionsbidrag) samt resuméer af årets domme og en oversigt de over afgørelser fra faglige voldgiftsretter modtaget i årets løb. Arbejdsretten 2011 73 sider. Kan ses på www.arbejdsretten.dk
Artikel
Mads Krarup: Jeg hader min arbejdsgiver Beskriver med henvisning til den relativt beskedne retspraksis de juridiske grænser for, hvad medarbejdere kan skrive om arbejdsgiveren på internettets ny sociale platforme. Advokaten 4/2011 side 14, der også kan ses på www.advokatsamfundet.dk
For så vidt angår praksis fra faglige voldgiftsretter kan henvises til en opmandskendelse af 15. september 2010 (FV2010.0129) og et forlig efter opmandstilkendegivelse af 30. marts 2011(FV2010.0194). Disse afgørelser kan ses på www.arbejdsretten.dk
|
|
1250 København KTlf: 33 95 67 21Fax: 33 15 49 22Email: aretten@arbejdsretten.dk