Navigation ImageGenereltNavigation ImageNavigation ImageArbejdsrettenNavigation ImageNavigation ImageTjenestemandsretterneNavigation ImageNavigation ImageFaglige voldgiftsretterNavigation Image 
Seneste domme
AR2011.0291  (21-02-2012)
Misbrug af ledelsesretten. ...

AR2009.0498  (26-01-2012)
Forpligtelse til rettidig udmøntning af specielle lønstigninger ikke til...

TR2011.0002  (25-01-2012)
Overskridelse af hviletid i forbindelse med COP 15 udgjorde ikke et brud...

AR2011.0001  (19-12-2011)
Forlængelse af opsigelsesvarsel ...

AR2010.0535  (24-11-2011)
Organisationsansvar og betydelig bod ...

 

Nyt om Kollektiv Arbejdsret - januar 2012

Udskriftvenlig version


Arbejdsretten

Faglige voldgiftsretter

De almindelige domstole

Litteratur

 

 

 

Arbejdsretten

Afgørelsernes fulde tekst kan ses på www.arbejdsretten.dk  

 

Dom af 24. november 2011 (AR2010.0535)

KL for Københavns Kommune og for en række selvejende institutioner mod Landsorganisationen i Danmark for FOA - Fag og Arbejde for Landsforeningen for Socialpædagoger

 

Organisationsansvar og meget betydelig bod

Som reaktion på resultatet af Københavns Kommunes budgetforhandlinger i efteråret 2009 fandt der den 10. november omfattende arbejdsnedlæggelser sted blandt pædagoger og pædagogmedhjælpere, ligesom der i tiden derefter blev etableret et større antal forældreblokader rettet mod en række daginstitutioner. Arbejdsretten fandt det efter bevisførelsen godtgjort, at Landsforeningen af Socialpædagoger havde delagtiggjort sig i brud på hovedaftalens § 10, stk. 2, ved ikke med alle rimelig midler at have søgt at hindre de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, ligesom landsforeningen fandtes at have medvirket til at opfordre forældre til at deltage i de aktiviteter, der blev adviseret på Københavns Forældre Organisations hjemmeside, herunder organiserede forældreblokader, hvilket i sig selv udgjorde et ulovligt kollektivt kampskridt foretaget i strid med hovedaftalen og landsforeningens loyalitets- og fredspligt i henhold til overenskomsten. Retten fandt, at der forelå en række skærpende omstændigheder som følge af konfliktens karakter og omfang og udmålte en bod på 1 mio. kr.

 

Dom af 19. december 2011 (AR2011.0001)

Landsorganisationen i Danmark for Fagligt Fælles Forbund mod Dansk Arbejdsgiverforening for DI Overenskomst I for DSV Road A/S

 

Manglende forlængelse af varsel for medarbejder, der holdt ferie i opsigelsesperioden, ikke overenskomststridigt

En medarbejder, der i henhold til overenskomsten havde 14 dages opsigelsesvarsel, blev på grund af strukturændringer i virksomheden den 20. juli 2010 afskediget med virkning fra den 13. august. Den pågældende, der afholdt 3 ugers ferie fra den 26. juli til 13. august, stillede sig efter ferien til rådighed for virksomheden, som imidlertid afviste ham med bemærkning, at han ansås for afskediget. Med henvisning til, at opsigelsesvarslet ikke i overensstemmelse med ferielovens § 16, stk. 1, var blevet forlænget med antallet af afholdte feriedage, krævede lønmodtagersiden virksomheden dømt til at efterbetale godt 12.000 kr. Arbejdsretten udtalte, at den omhandlede bestemmelse efter sin ordlyd og forarbejderne indebærer, at den pågældende ikke havde pligt til at holde ferie i opsigelsesperioden. Da bestemmelsen imidlertid efter lovens § 21, stk. 2, kan fraviges, kan arbejdsgiveren og lønmodtageren aftale, at sidstnævnte holder ferie i opsigelsesperioden, selvom opsigelsesvarslet ikke er forlænget. I det foreliggende tilfælde lagde retten til grund, at arbejdsgiveren ikke havde forlangt, at lønmodtageren skulle afholde sin hovedferie i opsigelsesperioden, men at lønmodtageren alligevel havde gjort dette med arbejdsgiverens vidende og uden indsigelse fra denne. Under disse omstændigheder fandt retten, i overensstemmelse med ferieretlig teori og administrativ praksis, at lønmodtageren havde givet afkald på at påberåbe sig bestemmelsen i ferielovens § 16, stk. 1. Der forelå derfor ikke noget overenskomstbrud; og arbejdsgiveren blev frifundet for efterbetalingskravet.

 

Faglige voldgiftsretter

Afgørelserne kan ses på www.arbejdsretten.dk

 

Fortolkningsspørgsmål mv.

 

Private overenskomster

Forlig efter tilkendegivelse af 16. november 2011

Sag nr. FV Niels Waage

Fagligt Fælles Forbund mod DI for Responce A/S

(om forbundet i henhold til sideprotokollat indgået i forbindelse med aftale om overenskomstdækning ved indmeldelse i arbejdsgiverforening har pligt til at medvirke til, at virksomheden kunne opnå forhold omkring hviletid og fridøgn, som da var gældende for anden ambulancekørsel)

 

Forlig efter tilkendegivelse af 23. november 2011

Sag nr. FV2011.0020 Jytte Scharling

Dansk Metal (Offentlig) mod Farum Fjernvarme a.m.b.a.

(om hvem der skal bære risikoen for en forskellig forståelse af aftalen om pensionsbidrag)

 

Forlig efter tilkendegivelse af 8. december 2011

Sag nr. FV2010.0260 Poul Sørensen

HK Handel mod Dansk Erhverv Arbejdsgiver

(om betydningen af udvidede muligheder for at holde søndagsåbent)

 

Kendelse af 8. december 2011

Sag nr. FV2011.0101 Jytte Scharling

Dansk Metal mod DI for Arriva Skandinavien A/S

(om adgang til at modregne overenskomstmæssige lønstigninger i lokalt aftalt løn)

 

Forlig efter tilkendegivelse af 19. december 2011

Sag nr. FV2011.0069 Poul Sørensen

3F Privat Service, Hotel og Restauration mod DI Overenskomst II ved DI

(om arbejdsgivers undersøgelsespligt før modregning i løn)

 

Offentlig overenskomst

Forlig efter tilkendegivelse af 23. november 2011

Sag nr. FV2010.0078 Lene Pagter Kristensen

Foreningen af Danske Lægestuderende mod Finansministeriet, Personalestyrelsen, for Syddansk Universitet, Det sundhedsvidenskabelig Fakultet

(om forståelsen af udtrykket studentermedhjælp)

 

Spørgsmål om overenskomstbrud mv.

 

Private overenskomster

Kendelse af 3. november 2011

Sag nr. FV2011.0120 Per Sørensen

Fødevareforbundet NNF mod Jutland Meat A/S

Fortolkning af og afgørelse i henhold til parternes overenskomst og funktionærloven (om afskedigelse af et medlem af virksomhedens samarbejdsudvalg kunne afskediges med henvisning til funktionærlovens 120-dages regel og om vedkommende havde krav på yderligere opsigelsesvarsel)

 

Kendelse af 25. november 2011

Sag nr. FV2011.0093 Per Sørensen

3F Transportgruppen mod Dansk Erhverv Arbejdsgiver for Grønvold & Schou A/S

Fortolkning af og afgørelse i henhold til parternes overenskomstgrundlag (om medarbejderne i drive-in hal er omfattet af 3F-lageroverenskomsten eller HK-landsoverenskomsten på butiksområdet)

 

Forlig efter tilkendegivelse af 8. december 2011

Sag nr. FV2011.0097 Lene Pagter Kristensen

3F Privat Service, Hotel og Restauration, og Dansk Funktionærforbund - Serviceforbundet - mod DI for Forenede Rengøring

Fortolkning af og afgørelse i henhold til parternes overenskomst (om pligt til at yde underleverandører en betaling, der som minimum kan dække overenskomstmæssig løn)    

 

Fagbevægelsen

Forlig efter tilkendegivelse af 4. november 2011

Sag nr. FV2011.0059 Jens Kristiansen

Tillidsmandsklubben i HK/Danmark for 2 medlemmer mod HK/Danmark

Fortolkning af og afgørelse i henhold til parternes overenskomstgrundlag (om stillinger skal henføres under overenskomsten mellem Tillidsmandsklubben og forbundet eller overenskomsten mellem Klubben HK og forbundet samt om efterbetaling og forrentning af denne) 

 

Spørgsmål om usaglig afskedigelse mv.

 

Afskedigelsesnævnet (afgørelser efter nævnsbehandling i henhold til DA/LO hovedaftalen)

Forlig efter tilkendegivelse af 2. december 2011

Sag nr. AN (Afskedigelsesnævnet) 20110624 Poul Søgaard

Fødevareforbundet NNF for et medlem mod Bager- og Konditormestre i Danmark for Stenballe Bager ved Marianne Schwartz

(om afskedigelses saglighed og adgang til modregning i godtgørelse)

 

Forlig efter tilkendegivelse af 6. december 2011

Sag nr. AN (Afskedigelsesnævnet) 20110475 Poul Søgaard

Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund for et medlem mod Sammenslutningen af Mindre Arbejdsgiverforeninger for Danmarks Frisørmesterforening for Frisør Elgaard ApS

(om afskedigelses saglighed)

 

Offentlige overenskomster

Kendelse af 21. november 2011

Sag nr. FV2011.0104 Mogens Kroman

Gymnasieskolernes Lærerforening for et medlem mod Moderniseringsstyrelsen for EUC Syd

(om afskedigelses saglighed)

 

Forlig efter tilkendegivelse af 8. december 2011

Sag nr. FV2011.0186 Poul Sørensen

HK Stat for et medlem mod Finansministeriet, Moderniseringsstyrelsen, for Københavns Politi

(om berettigelsen af bortvisning efter tjenesteforseelse) 

 

Vedrørende tillidsrepræsentant  

Forlig efter tilkendegivelse af 14. november 2011

Sag nr. FV2010.0248 Per Sørensen

HK Privat for et medlem mod DI for G4S Security Services A/S

(om berettigelsen af bortvisning eller afskedigelse af tillidsrepræsentant)

 

Formalitetsspørgsmål

 

Forlig efter tilkendegivelse af 25. november 2011

Sag nr. FV2010.0250 Poul Sørensen

PROSA/CSC-DK og PROFOT mod CSC Danmark A/S

Fortolkning af parternes aftale om mægling, voldgift og arbejdsret (om muligheden for at rejse samme spørgsmål under en ny voldgiftsag, efter en tidligere sag var hævet som følge af for sen fremsendelse af klageskrift)

  

De almindelige domstole

 

Vestre Landsrets ankedom af 5. juli 2011 (7. afd. B-1947-10)

Ingeniørforeningen som mandatar for et medlem mod DI som mandatar for Desmi Danmark A/S

 

Afskedigelse under fædreorlov var hverken helt eller delvis begrundet i barselssituationen, men derimod rimeligt begrundet i arbejdsgiveren og den pågældendes forhold

Virksomheden og funktionæren havde aftalt, at den pågældende kunne afholde barselsorlov i en periode på cirka en måned og dermed længere end de 14 dage, han som udgangspunkt havde krav på, mod at han i perioden besvarede henvendelser via mail og telefon med videre. I henhold til aftalen meddelte funktionæren, hvilke 14 dage der skulle anses som barselsorlov. I den periode blev han afskediget; og efter ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, påhvilede det derfor virksomheden at godtgøre, at afskedigelsen ikke var begrundet i den pågældendes barselssituation. Retten lagde til grund, at der forud for opsigelsen fra kunder og samarbejdspartnere var fremkommet klager over manglende overholdelse af tidsterminer, fejlagtige faktureringer m.v. på projekter, som funktionæren havde ansvaret for. Det fandtes herefter bevist, at det var disse forhold, der var årsag til opsigelsen; og når yderligere hensås til, at ulempen for virksomheden ved den forholdsvis begrænsede orlov måtte anses for beskeden, fandtes den at have godtgjort, at afskedigelsen hverken helt eller delvist var begrundet i barselssituationen. Funktionæreren havde derfor ikke krav på godtgørelse efter lovens § 9. Da afskedigelsen desuden kunne anses for rimeligt begrundet i den pågældendes og virksomhedens forhold, tilkom der ham heller ikke nogen godtgørelse efter funktionærlovens § 2b.

Gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2011 side 2987

 

Sø- og Handelsrettens dom af 22. november 2011 (V-0029-11) med sagkyndige dommere

Fagligt Fælles Forbund og Poul Erik Skov Christensen mod Det Faglige Hus, Fagforeningen DK, Danske Lønmodtageres A-kasse, Funktionærkartellet/TeknikerSammenslutningen (FK/TS), 2B Bedst & Billigst samt Foreningen af Danske Selvstændige

 

Om anvendelse af logo og manipuleret billede var retsstridig

Det Faglige Hus, der er et paraplybrand for 4 faglige organisationer samt en a-kasse og en forening af selvstændige, indrykkede i efteråret 2010 i gratisaviserne 24 Timer og Urban annoncer med overskriften Hvem støtter din fagforening og et billede af forbundsformand Poul Erik Skov Christensen med glorie over hovedet og ring i øret, som overrækker formændene for Socialdemokratiet og SF en check på 5 mio. kr., der er forsynet med 3Fs logo. Forbundet og formanden anlagde efterfølgende sag med krav om, at Huset anerkender, over for førstnævnte at brugen af forretningskendetegn og navn og over for sidstnævnte brugen af det manipulerede billede var retsstridig og berettigede til økonomisk kompensation. Retten udtalte, at Det Faglige Hus har som formål at bistå medlemmerne i arbejdsretlige spørgsmål og repræsentere dem over for deres arbejdsgivere, herunder indgå overenskomster på medlemmers vegne. Uagtet at Huset ikke er medlem af en hovedorganisation og derfor ikke er en del af det sædvanlige arbejdsretlige system og ikke tilbyder helt samme serviceydelser til deres medlemmer som 3F, fandt retten, at det måtte anses for at være en fagforening. Det var ubestridt, at annoncerne havde til formål at hverve medlemmer, herunder fra 3F. Uanset det konkurrencemæssige element i kampagnen kan sådanne hvervningsaktiviteter foretaget af en fagforening ikke karakteriseres som erhvervsmæssig virksomhed. Da hverken markedsførings- eller varemærkeloven derfor finder anvendelse på forholdet, blev Huset frifundet for 3Fs påstande. Den kommercielle udnyttelse af forbundsformandens billede, der var anvendt uden hans tilladelse og tillige manipuleret, og som har været unødvendig i forhold til kampagnens hvervningsformål, indeholdt derimod en retsstridig krænkelse af en sådan karakter, at formanden i medfør af erstatningsansvarslovens § 26 blev tilkendt en godtgørelse på 30.000 kr.

Hele dommen kan ses på www.domsto.dk/soehandelsretten

 

Højesterets dom af 30. november 2011 (346/2010)

Dansk Fængselsforbund som mandatar for et medlem mod Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen

 

Disciplinær straf til fængselsfunktionær

A var tjenestemandsansat fængselsfunktionær. Den 3. april 2008 blev As afdeling anmodet om at afgive en medarbejder til en transport i forbindelse med uro i en arrest i en anden by. As kollega B meldte sig til opgaven, men inden B forlod afdelingen, kontaktede A fængslets "kommandocentral", hvor han under telefonsamtaler med C og D gav udtryk for, at afdelingen burde kompenseres for afgivelsen af en medarbejder. Samtalen endte med, at D sagde til A, at han kunne glemme det, idet der i mellemtiden var skaffet en anden medarbejder. A sagde herefter til B, at han ikke skulle deltage i transporten. Fængslet gav i anledning heraf A en advarsel for lydighedsnægtelse. Advarslen blev af Dansk Fængselsforbund på As vegne påklaget til Direktoratet for Kriminalforsorgen, der iværksatte tjenstligt forhør. Direktoratet for Kriminalforsorgen traf herefter afgørelse om en advarsel til A, idet A havde overtrådt tjenestemandslovens § 10 ved ikke straks at have imødekommet en anmodning fra en overordnet om at afgive en mand til en fangetransport.

Højesteret udtalte, at en tjenestemand samvittighedsfulgt skal overholde de regler, der gælder for hans stilling, jf. tjenestemandslovens § 10, og at lydighedspligten blandt de pligter, der følger heraf, er central. Højesteret lagde til grund, at de ansatte i et fængsel har pligt til umiddelbart at efterkomme en anmodning om bistand i en hastesituation som den foreliggende. Højesteret fandt det bevist, at A under telefonsamtalerne havde stillet som betingelse for afdelingens afgivelse af en mand til den hastende fangetransport, at afdelingen fik en afløser. A havde derved overtrådt sin pligt til uden tøven at efterkomme en anmodning om bistand, hvilket han måtte have indset. Han begik således en tjenesteforseelse, jf. tjenestemandslovens § 10. Der var ikke under sagen fremkommet noget, der gav grundlag for at tilsidesætte den tildelte advarsel. Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom.

Med rettens tilladelse gengivet efter www.hojesteret.dk, hvor hele dommen også kan ses

 

Højesterets dom af 7. december 2011 (102/2010)

HK Danmark som mandatar for et medlem mod Holbæk Kommune

 

Formodning for aldersdiskrimination ved besættelsen af en ledig stilling afkræftet

Sagen drejede sig om, hvorvidt A, der var 55 år, var blevet aldersdiskrimineret i forbindelse med besættelsen af en stilling i pas- og kørekortafsnittet i Holbæk Kommunes Borgerser­vice.

Højesteret fandt, at der efter bevisførelsen var anledning til at formode, at A's alder indgik i begrundelsen for, at hun blev fravalgt ved besættelsen af den ledige stilling, og at der derfor forelå en direkte forskelsbehandling med hensyn til alder, jf. § 7 a sammenholdt med § 1, stk. 1 og 2, og § 2 i lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. Det påhvi­lede herefter kommunen at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket. Højesteret fandt, at kommunen havde godtgjort, at fravalget af A var begrundet i, at hun ikke havde de ønskede per­sonlige kvalifikationer, og at der ikke var blevet lagt vægt på hendes alder. Det måtte således lægges til grund, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket. Landsretten var nået til samme resultat.

Med rettens tilladelse gengivet efter www.hojesteret.dk, hvor hele dommen også kan ses

 

Litteratur

 

Fremstillinger

 

Thomas Philbert Nielsen:

Arbejdsmiljøloven

12. udgave af kommentaren med indgående omtale af ændringerne i sikkerheds- og sundhedsarbejdet som følge af gennemførelsen af den ny arbejdsmiljøorganisation i 2010 og de ændringer i reglerne om strafansvaret, der blev gennemført i 2011.

DA Forlag 2011

332 sider. 588 kr. + moms 

 

Ruth Nielsen:

Arbejdsret for revisorer

Indeholder en kortfattet fremstilling af arbejdsretten med hovedvægt på individuelle ansættelsesforhold, men dog således at den også omtaler kollektive overenskomster og de særlige forhold, der gælder ved f.eks. fusioner. 

Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2011

164 sider. 250 kr.

 

Regelsamling

 

Ole Hasselbalch(redaktør):

Arbejdsmarkedets regler 2012

13. udgave af samlingen af de vigtigste nationale og internationale arbejds- og ansættelsesretlige love, regler og overenskomster, ført á jour helt frem til december 2011. Den medtager endvidere i notatform lovændringer, som endnu ikke er trådt i kraft.

Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2012

547 sider. 425 kr.

 

Vejledning 

 

Charlotte Vester:

Kort om sygedagpenge

11. udgave af den kortfattede gennemgang af reglerne i den gældende lovbekendtgørelse fra 2011 med supplerende omtale af en række ændringer der netop er trådt i kraft og som træder i kraft til sommer.

DA Forlag 2011

99 sider. 140 kr. + moms

 

 Arbejdsmarkedspolitik

 

Trine P. Larsen (redaktør):

Insidere og outsidere - den danske models rækkevidde

Bogen, der indeholder bidrag fra medarbejdere fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet, undersøger betydningen af, at et stigende antal lønmodtagere hverken melder sig ind i de faglige organisationer eller omfattes af de kollektive overenskomster. Den fokuserer således på medlemmer af gule fagforeninger, uorganiserede lønmodtagere, ny arbejdsmigranter, ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, vikarer, tidsbegrænsede ansatte, deltidsansatte samt selvstændige.

Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2011

250 sider. 345 kr.

 

 

 
maj 2012
mtotfls
30123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031123
45678910
Kommende
Hovedforhandlinger
22. maj 2012 kl. 14.30.
Sag nr. AR2012.0142
Frie Skolers Lærerforening mod Rønne Privatskole

6. juni 2012 kl. 14.00.
Sag nr. AR2011.0740
Dansk Artist Forbund mod Danmarks Radio

6. juni 2012 kl. 14.00.
Sag nr. AR2011.0744
Dansk Musiker Forbund mod Danmarks Radio

20. juni 2012 kl. 14.00.
Sag nr. AR2011.0808
Stokholm Transport A/S mod Fagligt Fælles Forbund

28. juni 2012 kl. 09.00.
Sag nr. TR2011.0005
Handelsskolernes Lærerforening mod Rybners/Esbjerg Handelsskole


Sankt Annæ Plads 51250 København KTlf: 33 95 67 21Fax: 33 15 49 22Email: aretten@arbejdsretten.dk