I forbindelse med afholdelse af medarbejderudviklingssamtaler bad Tivoli medarbejderne om at underskrive erklæringer om, at de havde deltager i kurser af 2 dages varighed, idet Tivoli ønskede at opnå refusion via AMU-systemet for tid anvendt til medarbejderudviklingssamtaler. En række medarbejdere ønskede ikke at underskrive og rejste spørgsmål om rigtigheden af erklæringerne, der skulle underskrives på tro og love, men Tivoli fastholdt, at medarbejderne var forpligtede til at underskrive.

Arbejdsretten fandt, at de af medarbejderne rejste spørgsmål om rigtigheden af erklæringerne sammenholdt med, at erklæringerne fremstod med et klart forkert faktuelt indhold, burde have fået Tivoli til at iværksætte selvstændige undersøgelser af regelgrundlaget. Arbejdsretten lagde til grund, at Tivolis krav om VEU-godtgørelse var i strid med gældende regler for området, og at dette ville have stået Tivoli klart, såfremt virksomheden havde foretaget de fornødne undersøgelser. Arbejdsretten fandt det efter de afgivne forklaringer tilstrækkeligt godtgjort, at medarbejderne i forbindelse med instruksen om at underskrive erklæringerne blev udsat for et pres, der lå ud over det tilbørlige, og Tivoli havde derved misbrugt sin ledelsesret. Som følge heraf havde Tivoli handlet i strid med Hovedaftalens § 4, stk. 1. Arbejdsretten fandt efter forholdets karakter, at der var forskyldt en bod på 100.000 kr.

Den 1. marts 2008 indgik KL og KTO et forlig om overenskomst- og aftalefornyelse pr. 1. april, der dels indebar generelle lønforhøjelser pr. 1. april 2008, 1. oktober 2009 og 1. april 2010, og dels forhandlinger om specielle lønstigninger på de enkelte overenskomstområder. Om de sidstnævnte hed, at lønstigningerne frigives, når den enkelte overenskomst/aftale er den lønanvisende myndighed i hænde. I februar 2009 rykkede FOA for redigeringen af forbundets overenskomst med bemærkning, at der fandtes underskrevne protokollater, hvor lønstigningerne pr. 1. april 2009 var beskrevet, og at man forbeholdt sig at indbringe spørgsmålet for Arbejdsretten, hvis udbetaling ikke skete til tiden. Nogle af overenskomsterne nåede ikke at blive underskrevet så betids, at de aftalte lønstingninger kunne effektueres med aprillønnen, således at regulering med tilbagevirkende kraft først skete med majlønnen. Arbejdsretten bemærkede, at der hverken var fastsat nogen bestemt tidsfrist for færdiggørelsen af de specielle forhandlinger eller for færdigredigeringen af de specielle overenskomster. Der var heller ikke fastsat frist for fremsendelse af de færdigredigerede og underskrevne overenskomster til de lønanvisende myndigheder. Det følger imidlertid af almindelige arbejdsretlige principper, at aftaleparterne hver især loyalt skal medvirke til, at redigeringen af de aftalte overenskomster, underskrivelsen af de færdigredigerede overenskomster og fremsendelsen af disse til de lønanvisende myndigheder sker uden unødig forsinkelse bl.a. med henblik på, at aftalte lønstigninger så vidt muligt udmøntes i overensstemmelse med aftalerne. Bevisførelsen gav ikke grundlag for at fastslå, at KL over for de klagende organisationer skulle have afgivet et mundtligt løfte om at sikre, at hvis blot de færdigredigerede overenskomster var KL i hænde i underskrevet stand den 20. marts 2009, ville de aftalte lønstigninger komme til udbetaling med aprillønnen. Der var endvidere ikke grundlag for at fastslå, at KL ikke loyalt havde medvirket til uden unødig forsinkelse at færdigredigere overenskomsterne og få disse underskrevet og fremsendt til de lønanvisende myndigheder. KL blev derfor frifundet.